De tidligere internetmålinger, markedet har henholdt sig til, har blandt andet været fra FAKDIS, der har målt trafikken på danske websites og ikke andet. Men med Nielsens webpanel har vi for første gang mulighed for at se, hvor meget af trafikken der sker på udenlandske sites, se profilen på brugerne, ad-spend etc.
Nielsen-Netratings er et panel bestående af mere end 3.500 danske Internet-brugere, som får målt hele deres web-adfærd. Panelet er vejet, således at det fremstår som repræsentativt for hele Danmark.
Ved en analyse af top 50-sites for danske Internetbrugere ses det, at mere end 30% af al surfing går til udenlandske sites. Ser man på de tre største sites i Danmark målt på unikke brugere, kan man se, at to af dem er dot-com’er. Der er altså en betragtelig del af brugerne, man går glip af ved kun at annoncere på danske sites, og dem man mister, er rent faktisk interessante. Der er en markant forskel i profilen på dem, der søger på danske sites i forhold til dem, der søger på udenlandske sites.
Brugere af dot-com sites er generelt betragtet interessante set ud fra et kommercielt synspunkt, da mange annoncører er interesserede i at få fat i købestærke og veluddannede unge mennesker. En sammenligning af to store søgemaskiner, den danske Jubii.dk og den internationale Altavista.com, viser, at brugerne af Altavista typisk er yngre med hovedvægten i aldersgruppen 25-35 år, de har en højere uddannelse og bedre stillinger.
Ved hjælp af Nielsen-Netratings web-panel kan annoncører få nøjagtige data på de sites, de ønsker at annoncere på. Annoncørerne er hermed i stand til at ramme forskellige målgrupper meget præcist, hvad enten brugerne surfer på amerikanske undergrundssites eller danske portaler.