53,9 pct. af danskerne mener, at der skal en folkeafstemning til, hvis politikerne når frem til, at Danmark skal tilslutte sig den europagt, som de 17 eurolande blev enige om på EU-topmødet i weekenden.
Det viser en ny måling fra Rambøll/Analyse Danmark, skriver Jyllands-Posten.
På Christiansborg er partierne bag den danske EU-politik dog ikke indstillet på en folkeafstemning.
– Vi ønsker at bakke op om aftalen så langt som muligt. Men jeg har svært ved at se, at vi kan bakke op om noget, som kræver en folkeafstemning, siger den konservative formand, Lars Barfoed.
Regeringspartierne vil ikke forholde sig til spørgsmålet, men vælger indtil videre at forholde sig afventende.
Det vil også være linjen, når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i dag skal drøfte europagten med Folketingets partier.
Regeringens anbefaling vil ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger være, at en dansk beslutning skal afvente flere detaljer om konsekvenserne af europagten.
Først i løbet af denne uge ventes EU-præsident Hermann Van Rompuy at fremlægge et notat om, hvordan europagten mere detaljeret skal forstås.
Rambøll-målingen viser også, at danskerne er skeptiske, når det gælder tiltroen til, at europagten vil løse den økonomiske krise i Europa. Kun 22 pct. tror på, at europagten er svaret på krisen. Alligevel hælder 45,1 pct. af danskerne til, at det vil være bedst for Danmark at tilslutte sig europagten.