Tre danske talenter er vinderne af eBays globale konkurrence om den ultimative mobil-applikation, der skal appellere til mange. ”Løsningen vandt, fordi det er et meget kreativt og innovativt koncept til en app, som gør livet lettere og sjovere for folk verden over. Der findes allerede mange apps, men netop vinder-konceptet inspirerer os til nye og forfriskende perspektiver og idéer til, hvordan vi som enkeltpersoner kan få relationer til lokale forretninger”, siger Simon Karsø, kommunikationschef hos eBay.
“Foruden den kommercielle del er konceptet både menneskeligt og attraktivt. Der er bl.a. idéer til, hvordan vi kan bruge de sociale medier på en mere menneskelig måde, som engagerer den enkelte i de daglige køb. Idéer, der alle lever op til kravene i konkurrencen om, at det er en app, som man bare vil have”.
eBay
udskrev i april konkurrencen i samarbejde med Boblr, har modtaget mange bud på fremtidens app, og ifølge juryen vandt danskerne, fordi konceptet både er opfindsomt og meget nytænkende.
De danske vindere består af et tværfagligt team med en designstuderende fra arkitektskolen og to universitetsstuderende fra henholdsvis Datalogi og Informationsvidenskab på Aarhus Universitet.
De unge vindere var naturligvis glade, da de modtog beskeden, at de havde vundet konkurrencen.
– Det har været utrolig spændende at deltage i en international designkonkurrence, og vi har gennem vores tværfaglige samarbejde alle fået værdifuld erfaring. Vores forskellige baggrunde har skabt en synergi, hvor vi har udnyttet vores kompetencer inden for konceptudvikling, usability og visuelt design, fortæller en af vinderne, Kristian Kongsted.
eBay modtog løsninger fra kreative i hele verden på Boblr, som stod for konkurrencen, og virksomheden blev så begejstret for kvaliteten og innovationsniveauet i løsningerne, at den har valgt at kåre ikke kun én men tre vindere. Det århusianske team modtager 12,500 Euro og en mulighed for et jobtilbud hos eBay Classifieds Group, Danmark. De to andre vindere kommer fra Tyskland og England og bliver hver præmieret med 5,000 Euro.
eBay Classifieds Group er verdens største rubrikannonceforretning med flere end 60 millioner unikke besøgende, fem milliarder sidevisninger og 18 millioner aktive annoncer om måneden. De danske forretninger DBA, BilBasen og Bilinfo er en del af eBay Classifieds Group.
Mere om selve løsningen kan eBay ikke løfte sløret for endnu, da ideerne vil indgå i udviklingen af eBays bud på den helt rigtige mobil-applikation.
Boblr er den åbne markedsplads for kreative ydelser: www.boblr.com, og en ny måde at udvikle og købe professionelle kreative ydelser på. Vi forbinder virksomheder med behov for brand, design og kommunikationsydelser med kreative talenter fra hele verden. Kunder omfatter eBay, Dong, Danfoss, Novo Nordisk, European Athletics Championships.