En undersøgelse fra ACNielsen foretaget i juni 2006 afslører, at lidt over en ud af fire danskere nævner terrorisme som en af deres to primære bekymringer i livet. Undersøgelsen, der foretages to gange om året og omfatter 23.000 respondenter i 42 lande, viser også, at danskerne er den befolkning i verden der bekymrer sig mest omkring terrorisme.
Undersøgelsen viser, at andelen af danskere, der har frygten for terrorisme, som en af deres 2 største bekymringer, er steget fra 17 % i maj 2005 til 27% i maj 2006. Denne udvikling viser, at terrortruslen er blevet en reel faktor i danskernes daglige bekymringer.
Danskerne gør sig bemærket i ACNielsen’s globale undersøgelse. Dette viser sig ved, at danskerne netop nu – på globalt plan – for første gang markerer sig ved at være den befolkning, hvor flest frygter for terrorisme. På europæisk plan er det kun 15 %, som har frygten for terror på deres top 2 liste over bekymringer, sammenlignet med danskerne hvor 27 % bekymrer sig om terrorisme.
Vi ligger også markant over de øvrige nordiske lande – i Sverige og Norge er det kun 14% som har bekymring for terror på deres liste og i Finland er det kun 4%.
– Man må formode at vores deltagelse i Irak krigen samt de voldsomme reaktioner på Jyllands Postens Muhammed tegninger er faktorer, der er med til at give en oplevelse af, at vi er blevet mere eksponerede og sårbare, og dermed optræder terrortruslen højt på listen over mange danskeres bekymringer, udtaler Ivar Michaelsen, administrerende direktør for ACNielsen.
Detet tema, som vækker størst bekymring hos flest danskere, er deres sundhed – hele 39% af alle danskere betragter sundhed som en af deres to vigtigste bekymringer. Undersøgelsen viser at bekymringen om sundhed har været konstant for to ud af fem danskere siden maj 2005. MSOL