Efter et par år i finanskrisens vold er danskernes sommerferie igen en af de helt store poster på husholdningsbudgettet rundt omkring i landets privater.
I gennemsnit afsætter vi herhjemme nemlig næsten 20 procent flere penge til årets sommerferie i forhold til 2010, og det er en tendens, der er gældende for hele landet.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af Nordea.
– Uanset hvor vi bor i landet og uanset aldersgruppe, lægger vi igen op til at bruge flere penge på årets sommerferie, siger forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen til Ritzau.
Således bruger hver husstand i år 14.000 kroner i snit på at opfylde rejsedrømmene, og det er især børnefamilierne, der trækker op med en stigning i sommerferiebudgettet på knap 30 procent.
– Den øgede forbrugslyst i alle grupper tyder på, at danskernes syn på deres egen økonomi er noget mere positivt, end det man får indtryk af ved at læse aviserne, siger Ann Lehmann Erichsen.
Så sent som tirsdag viste nye tal for første kvartal 2011, at danskernes forbrug fortsat halter så meget, at vi befinder os i recession.