Handlen med brugte ting mellem private danskere beløber sig i år til 95 mia. kr., ifølge et nyt estimat fra Den Blå Avis. Det er en stigning på 87 pct. på blot to år.
Tendensen hænger sammen med finanskrisen, vurderer en ekspert i forbrugeradfærd. Og det er ikke kun et spørgsmål om at spare.
– Vi bliver optagede af den gamle verden og mormors juleplatter, når der er krise. Det gør os trygge, siger seniorkonsulent Mette Skovgaard Frich fra analysebureauet Retail Institute Scandinavia.
Landets frivillige genbrugsbutikker mærker også tendensen. De har flere kunder, men de savner samtidig de sorte plasticposer med gratis, aflagt tøj.
– Folk giver ikke længere ting væk. De vil hellere sælge dem. Det kan vi desværre også mærke, siger generalsekretær Kirsten Laursen fra Samvirkende Menighedsplejer, der driver Kirkens Genbrugs 38 butikker.
For nogle betyder trenden dog et øget salg. Den Blå Avis regner med 7,3 mio. privatannoncer i år. Det er næsten to annoncer pr. voksen dansker og en stigning på 35 pct. i forhold til året før.
– Genbrug er blevet en samfundstrend, siger kommunikationschef Simon Karsø fra Den Blå Avis.
Konkurrenten Trendsales har for øjeblikket 700.000 aktive annoncer. Det er en stigning på ca. 23 pct. i forhold til året før.
Men mens genbrugsportalerne vokser, skrumper statens indtægter, påpeger en økonom fra storbanken Nordea.
– Den parallelle økonomi vokser, og det er bestemt ikke noget, der pynter på statskassen, siger forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Nordea. Hun vurderer, at Staten går glip af 19 mia. kr. i moms på grund af handlen med brugte ting.