Flot og professionelt hjemmesidedesign var tidligere nok til at få danskere til at handle i en netbutik, men i dag er der højere krav til netbutikkerne, viser nye tal fra Dansk e-handelsanalyse. Flere og flere danskere kigger nemlig efter e-mærket, før de handler på en ny netbutik.
– Det er positivt at se, at flere og flere forbrugere kigger efter e-mærket, når de handler på nettet. Det tyder på, at kendskabet til e-mærket er blevet større, siger e-handelsfondens direktør, Lars Schmidt Larsen.
Det er ikke længere tilstrækkeligt, at netbutikkerne er danske, ser professionelle ud eller har fysiske butikker. Danskerne stiller høje krav om, at netbutikkerne netop er e-mærkede.
Tallene fra Dansk e-handelsanalyse viser, at flere end hver fjerde nethandler vægter e-mærket som den vigtigste faktor, når de handler i en netbutik, som de ikke har handlet i før. Det er en stigning på 40 procent  i forhold til samme kvartal sidste år.
Seneste tal fra Danmarks Statistik viser tilsvarende, at 8 ud af 10 personer synes, at det er vigtigt eller meget vigtigt, at netbutikken har et anerkendt e-handelsmærke.
– Når man handler på en e-mærket butik, så er man sikker på, at netbutikken lever op til den danske lovgivning, og at den e-mærkede netbutik giver forbrugeren nogle klare fordele. For mig er det klart, at man som forbruger vælger den netbutik, der har de bedste vilkår, slutter Lars Schmidt Larsen.