Et par klik med musen og vupti, så er den nye bil, cowboybukserne eller
yndlingsnummeret med U2 købt og på vej til privaten. Danskerne bruger
dankortet på nettet mere end nogensinde, og det vil blive endnu mere
populært i de kommende år.
– E-handlen stiger med 40 procent om året, og det vil fortsætte længe
endnu. Der kommer selvfølgelig et tidspunkt, hvor det finder et naturligt
leje, men der er stadig masser af uudnyttet potentiale, siger direktør
Morten Kamper fra Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH.
Han vurderer, at danskerne i 2005 handlede på nettet for 18-25 milliarder
kroner. Det tal er væsentligt højere end opgørelser fra eksempelvis PBS,
men det skyldes ifølge Morten Kamper, at FDIH også regner bestillinger
med, der efterfølgende betales via bankoverførsler eller betalingsservice.
/ritzau/