VK-regeringen har befolkningen med sig, når den fastholder nulvækst i de offentlige udgifter. Et flertal på 54 procent af vælgerne er tilhængere af at holde de offentlige udgifter i ro det kommende år, mens kun 36 procent er modstandere, viser en ny, opsigtsvækkende Greens-måling . Målingen viser samtidig en klar støtte hos Dansk Folkepartis vælgere, hvor 72 procent er indstillet på nulvækst og dermed ligger på linje med regeringspartierne, hvor 75 procent venstrefolk og 77 procent konservative bakker op.
Men også hos De Radikale, der regner med at spille en rolle i en mulig S-ledet regering efter næste valg, er et flertal af vælgerne (56 procent) indstillet på, at den til stadighed voksende offentlige sektor holder en pause med kalorieindtaget.
Peter Christensen, politisk ordfører i Venstre, er tilfreds med målingen, men ikke så overrasket:
– Danskerne færdes ude i virkeligheden, hvor de kan se, at deres arbejdsplads har været igennem et svært år. Og på deres arbejdsplads har de oplevet, at man skal have pengene til at strække længere, og derfor undrer det mig ikke, at der også er en erkendelse af, at det også gælder den offentlige økonomi, siger han.
Børsen side 16.