Danskerne har haft travlt ved tasterne på det seneste, vi bestiller rejser som aldrig før. Statistik fra IT-styrelsen og Danmarks Statistik viser, at hver anden dansker på nettet bestilte rejser online sidste år. Og alt tyder på, at 2007 slår de allerede gamle rekorder markant.

En af Danmarks største online-rejseformidlere, Supersaver.dk, kan således melde om rekordsalg. Salget er steget med ikke mindre end 40 procent i forhold til samme periode sidste år.

Salgs- og marketingchef hos Supersaver.dk, Peter Crandall, fortæller:

– Vi har opjusteret forventningerne til 2007 kraftigt. Danskerne har opdaget, at det både er billigere og lettere at købe rejser online i forhold til de traditionelle salgskanaler. Rejser er klart et af de områder, der har størst succes med online-salg.

I 2006 lå rejser og underholdning som klare topscorere inden for online salg. Ifølge internetfirmaet TradeDoubler er andre brancher som bl.a. elektronik, beklædning og telebranchen mv. også begyndt at røre på sig. MSOL



Top 5
– Procentdel af internetbrugere, der køber produktkategorien på nettet:

  1. Underholdning (bøger, musik, film og spil) (50 %)
  2. Rejser (49 %)
  3. Elektronik (30 %)
  4. Beklædning (25 %)
  5. Interiør (14 %)

Kilde: TradeDoubler