Når SRSF-regeringen barsler med en skattereform inden for det næste års tid, så skal der være fundet penge uden for skattesystemet, så den lavere skat på arbejde ikke bare bliver ædt op af stigende skatter og afgifter andre steder. Det mener et stort flertal af danskerne, viser en ny meningsmåling, som Greens Analyseinstitut har foretaget for Børsen. Hele 73 pct. mener, at der skal findes penge uden for skattesystemet, mens kun 10 pct. vil have en “krone til krone-skatteomlægning“. Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) er meget fåmælt, når det gælder danskernes appel, og vil ikke love noget.
– Regeringen vil gennemføre en fuldt finansieret skattereform, der sænker skatten på arbejde markant og sikrer en rimelig social balance. Det er for tidligt at lægge sig fast på, hvilke indkomstskatter, der præcist lettes, og hvor finansieringen præcist findes, siger Thor Möger Pedersen.