Opsvinget har taget fat, siger erhvervslivet, bankerne og eksperter. Alligevel er et flertal af danskerne i tvivl om, hvorvidt den økonomiske krise er overstået. Mere end halvdelen af befolkningen mener, at Danmark i løbet af det næste år enten bliver hårdere ramt, eller at situationen forbliver uændret. Et stort mindretal mener dog, at krisen er på retur, viser en Megafon-måling for Politiken og TV 2. Forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen kan godt forstå danskernes tvivl:
– Forbrugerne kører meget med blikket i bakspejlet. Deres holdning til fremtiden er alt for farvet af, hvad der skete i fortiden – mere end af det, der sker lige nu, forklarer hun.
Beskeden er den samme fra lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen:
– Borgernes billeder af økonomien er lige en anelse senere på den end de officielle økonomers billede. Man har indstillet sig mentalt på, at vi befinder os i en økonomisk krise.
Politiken