En ny undersøgelse viser, at 74 procent af os ikke lader sig påvirke af krisen, når det gælder planerne om syd, sommer og sol. Det er væsentligt højere end gennemsnittet i EU, hvor kun 41 procent ikke ændrer planer. Det skriver blandt andre Ritzau.

– Alle lader sig påvirke af krisen, men vi lader os påvirke mindre end de fleste europæiske lande, forklarer Susanne Nordenbæk, chefkonsulent i Oplevelse og Velfærd hos Dansk Erhverv:

– Det skyldes blandt andet, at vi stadig har det godt økonomisk set, og at ferierejser er blevet noget på linje med andre basale goder frem for et luksusgode som i gamle dage. Man prioriterer, at det skal man bare.

EU-Kommissionen har spurgt til turismevaner i de 28 EU-lande samt i Tyrkiet, Makedonien, Norge, Island, Serbien og Israel.

Og på en fjerdeplads – efter Østrig, Norge og Tyskland i top tre – ligger danskernes rejseiver.

Helt modsat ligger Cypern, Portugal og Grækenland, hvor kun mellem otte og 16 procent ikke lader sig påvirke af den økonomiske situation.

I løbet af året planlægger 43 procent af danskerne en rejse på fire til 13 døgn, mens 22 procent forventer en rejse på mere end 13 døgn.

Ritzau Finans/JP