Danskerne forbruger offentlig velfærd for 22 milliarder kroner mere om året end hidtil antaget. Det viser beregninger baseret på nye produktivitetstal fra Danmarks Statistik, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har udarbejdet for Børsen.
De nye tal er opsigtsvækkende og et glædeligt tegn på, at produktiviteten i den offentlige sektor tilsyneladende har det en del bedre end sit rygte, mener Professor ved CBS og medlem af Vækstforum, Jan Rose Skaksen.
– Det betyder i bund og grund, at vi får en del mere for vores skattekroner, end vi hidtil har gået rundt og antaget, siger Jan Rose Skaksen.
Målt på BNP giver den nye opgørelsesmetode anledning til et samlet ekstra velstandsløft på omkring 22 milliarder kroner i løbet af perioden 2001 til 2008. Ifølge rapporten er de mest markante produktivitetsforbedringer sket inden for sundheds- og uddannelsessektoren.
Borsen.dk