De overordnede trends er, at danskerne vil være frie og trådløse, de vil kunne bruge teknologien til mere, have mulighed for at være ”på kontoret” i sofaen og så vil danskerne i høj grad selv producere indhold.
– Rapporten er interessant, fordi vi kan se, at der er ved at ske en adfærdsændring hos danskerne. Og som teleselskab er det vigtigt, at vi forstår de ændringer, der sker i samfundet og hos forbrugerne, så vi kan udvikle fremtidens produkter på det rigtige tidspunkt, siger Jesper Korsskov, chef for produktudvikling, Telia Danmark.
Når man ser på danskernes brug af teknologi og kommunikation, så ser vi følgende overordnede trends:
* Fri og trådløs – Det bliver naturligt, at man konstant, og uanset hvor man er, kan være koblet på internettet. Danskerne vil kunne håndtere alt muligt over internettet og mobilen, lige fra hverdagens gøremål til at udføre sit arbejde, præcis som om man var på kontoret.
* Alt i mobilen – Nu bliver mobilen fuldt ud og for langt de fleste danskere til det underholdnings- og dagligdagsværktøj, man har talt om så længe.
* Farvel programoversigt – Flere ser tv, lytter til radio og læser aviser via internettet eller mobilen, når det passer dem, og uden at være bundet til programmernes almindelige sendetider.
* Forbrugerne bliver producent – Medieforbrugeren er ikke en passiv modtager længere, men bidrager i stadigt større udstrækning med billeder, film og tekst til blogs, communities, hjemmesider og medier.
* Kontoret i sofaen – Fleksibiliteten, når det drejer sig om hvor og når man arbejder, omdefinerer fuldstændigt begrebet ”på jobbet”. Både virksomheder og medarbejdere mærker fordelene ved den øgede fleksibilitet, men der er også grund til at tænke på, hvornår man kan tillade sig at være ”offline”.
* Intet bøvl, tak! – Teknisk eksperthjælp efterspørges i stadigt større udstrækning for at løse kommunikationsbehovene, først og fremmest på arbejdspladsen, men også i hjemmet.
* Øget IT-sikkerhed – IT-sikkerheden bliver en selvfølgelighed. Alle forstår vigtigheden af sikker kommunikation og af trygt at kunne gemme informationer i computeren og på mobilen.
pim