En spammail på dansk, der for tiden florerer på nettet, kan give
it-kriminelle adgang til din netbank. Det er første gang, at der er fundet
dansksproget spam, der kan give kriminelle direkte adgang til svindel mod
danske netbanker.
Mailen indeholder en såkaldt Haxdoor-virus, der er i stand til at stjæle
nøglefiler, som er det sikkerhedsmæssige fundament i mange danske netbank
systemer. Virussen – og dermed sikkerhedsbristen – aktiveres, hvis man
åbner den vedhæftede fil i spammailen.
Danske netbanksystemer betegnes normalt som sikre, og for mange danskere
er netbanken i dag førstevalget, når der skal betales regninger, overføres
penge eller købes aktier. Skulle uheldet være ude, og svindlere får adgang
til ens netbank, kan det koste kunden 1200 kroner i selvrisiko. Resten af
et eventuelt tab dækker banken, medmindre der er tale om grov uagtsomhed
fra kundens side.
/ritzau/