Spil på heste skal væk fra de små kiosker og mørke bodegaer. Derfor satser den danske spiludbyder på forkælelse af kvinden. I første omgang med ”Damernes Dag”, hvor al fokus er på kvinden.

De hædres med priser for de smukkeste hatte og kreationer. Ydermere har de kvindelige jockeys deres helt eget race, og i den klassiske ”Ladies Cup” modtager den vindende kvindelige jockey sin egen vægt i champagne. Dertil har Dantoto øget spændingen ved at invitere 120 kvindelige berømtheder.

Det er er ikoner som sangerinden og jockeyen Natasja, som i nogle år var et positivt indspark til hestevæddeløbets image. Men i disse år er der ingen ikoner. Derfor er Dantoto gået i offensiven med PR, events og word of mouth-markedsføring, og har inviteret bloggere og skribenter på livsstilsredaktioner samt kvinder med jobs i mode- og markedsføringsbranchen til søndagens event på Klampenborg Galopbane. Generelt kvinder med et omfattende netværk.

– Vi tror på, at rigtig mange kvinder vil elske hestevæddeløb, hvis de blot prøver det. Modsat fodbold og ishockey, der er domineret af kampråb og fanklubber, er kulturen omkring hestevæddeløb drevet af flotte omgivelser, smukke dyr og så selvfølgelig fart og action, fortæller marketingkoordinator Morten Kofoed Sørensen fra Dantoto og henviser til, at hestevæddeløb er en hip attraktion i både England og Sverige.

– I både Sverige og England er hestesport hipt. Det er cool at mødes på galop- eller travbanen til brunch og betting, og det skal vi have genetableret i Danmark, lyder det fra Morten Kofoed Sørensen, som forventer events og word of  mouth-markedsføring kan rekruttere nyt blod til sporten.

19. august afholdt Dantoto et mindre event for 60 særligt inviterede kvinder med bobler, tapas og spil på heste. Karina Wærum Dar, stylist og indehaver af tøjbutikken Porte á Gauche, var med og havde debut på galopbanen: ”Det var super fedt, og jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville gribe mig i dén grad.”

Dantoto slår tonen an i en netop udsendt pressemeddelelse til city-medier og eventkalendere.

”Ved du ikke, hvad du skal lave d. 2. september, er du kvinde, og kan du lide flotte omgivelser, fart, fest og fede spil? Så tag til ”Damernes Dag” på Klampenborg Galopbane. Der er gratis adgang for kvinder, og du kan få luftet hatte, handsker og de lækre dele af garderoben, mens du fordriver tiden med kendisspotting, spil på fyrrige gangere og måske et glas champagne.”

Den dag er ”Racing Club”, banens lounge, forbeholdt særligt inviterede kvinder. De 120 kvinder skal, udover at nippe til champagne, hyggesnakke og forhåbentlige ”dele” oplevelsen på Facebook og i deres netværk, lære lidt om sporten og have staldtips af en vaskeægte ekspert

Og Karina Wærum Dar skal med igen og glæder sig til ”Damernes Dag”. – Det er en perfekt anledning til at trække i den lækre kjole, sætte hatten på skrå og bruge tiden på sig selv og veninderne, lyder det fra stylisten

-Med de to events har hestesporten fået mulighed for at få 180 nye ambassadører, hvor hestevæddeløb er sat på agendaen, og at dømme efter reaktionerne fra den første event, har vi fat i noget rigtigt her, slutter Morten Kofoed Sørensen.

Følg ”Damernes Dag” på Facebook her