KLUMME: Charles Darwin er vel nok mest kendt for citatet: “Det er ikke den stærkeste art, der overlever, ej heller den mest intelligente. Det er den, der bedst tilpasser sig forandring.”

Uber og Airbnb er gode eksempler på det, men også digitale kanaler er under hastig og konstant forandring.

E-mail er en af de ældste digitale kanaler, som bedst har formået at tilpasse sig forandringerne, men hvorfor er e-mail stadigvæk så effektfuld og relevant?

• Modtager har givet samtykke til at modtage kommunikation

• Simpel tilpasning til nye enheder som mobil og andre opkoblede enheder

• Simpel at personalisere

• Simpel at automatisere

• Stor målbarhed

• Digital identitet

Tiden er en meget knap ressource

Det handler i dag om at skabe den bedste kundeoplevelse. Tid er en knap ressource for nutidens forbrugere: De forventer at få den rette information på den valgte enhed, når de har brug for det.

Det stiller store krav til os som markedsførere, men også som organisation, da en forudsætning er, at vi nedbryder alle siloer, specielt mellem marketing og salg.

Data er en forudsætning for, at vi kan automatisere og personalisere vores kommunikation og imødegå disse krav. Der tales meget om Big Data, men er det mængden, der gør forskellen?

Andreas Weigend, tidligere Chief Data Scientist fra Amazon, har sammenlignet Big Data med råolie. Det er relativt ubrugeligt og skal raffineres, før det skaber rigtig værdi. Går noget galt i denne proces, kan det gå rigtigt galt.

Datamængden vokser eksponentielt og forventes at fordobles hvert andet år frem til 2020. Vejen til succesfuld markedsføring handler derfor om at finde den rigtige data – eksekverbar data. Der er ofte tale om relativt simpel data, men brugt i marketing kanaler som e-mail kan det give enestående resultater.

Det handler ikke om mængde

Kompleksiteten og mængden af data står ofte i vejen for eksekvering.  Det kræver mange ressourcer at forstå data og producere relevant indhold. 

Succesful brug af data handler ikke om mængden, men om indsigt og forståelse, da vi som markedsførere skal forstå vores publikum og kunne tilpasse vores kommunikation til en verden i konstant forandring.

En anden af vores allerstørste videnskabsmænd Albert Einstein sagde: ”Vi skal gøre ting så simple som muligt – men ikke simplificere.”

For at få det bedste ud af dine e-mail marketing og automation aktiviteter må du starte simpelt. Benyt de data, du har tilgængeligt nu, og som giver mening, da hurtig eksekvering ofte er vejen til succes. Læringen og yderligere dataindsamling starter først, når du er gået live.

Høst derfor de lavt hængende frugter først – det er ofte her, du finder den største effekt. Tilføj løbende data til dine profiler i det omfang, det giver mening. Arbejd løbende med effektoptimering ved at tilføje mere kompleksitet i forhold til flows, indhold og personalisering.

Det er væsentligt at huske, at man altid kan tilføje kompleksitet til både data, personalisering og flow, men det er ofte ikke muligt at gå modsat og tilføje simplicitet. Start derfor simpelt og byg videre baseret på test og læring.