Masterfood er blevet ramt af ROI-feberen og har gennemført den første skandinaviske pitch på en salgsmodelleringsopgave. Salgsmodelleringsopgaven omfatter udvikling af modeller for fire af Masterfoods hovedmærker i Norge, Danmark og Sverige og er det største salgsmodelleringsset-up i Skandinavien til dato.
Vinderen af den første pitch blev danske Data Intelligence, som gennem de sidste syv år har gennemført i hundredvis af modelleringsopgave for skandinaviske kunder. I pitchen slog Data Intelligence både OMD Metrics og ROI Nordic.
– Jeg tror bestemt ikke, det er sidste gang, vi kommer til at se en annoncør gennemføre en pitch i forbindelse med valg af leverandør af salgsmodelleringsanalyser. Det er efter min mening helt naturligt, at forskellige leverandører vurderes i en pitch inden man vælger sin samarbejdspartner – på sammen måde som det sker ved valg af mediabureau og reklamebureau. Vi er selvfølgelig meget glade for at have vundet opgaven, og da halvdelen af vores omsætning i dag ligger uden for Danmarks grænser – hovedsagligt i Norden, så føler vi os godt klædt på til at løfte opgaven, siger direktør Mikkel Hagedorn fra Data Intelligence
De første måneder af 2006 har været succesfulde for Data Intelligence, der med den øgede fokus på dokumentation af marketinginvesteringerne, får flere og flere kunder. I de første måneder af 2006 har Data Intelligence indgået aftale med Q8, A/S Storebælt og Sonofon. Aftalen med Sonofon er det hidtil største salgsmodelleringsprojekt i Danmark, som omfatter udvikling af salgsmodeller på samtlige af Sonofons privatprodukter. MSOL.