En ny aftale med amerikansk-ejede Zinio, som leverer software til digitale magasiner, giver nu Datagraf mulighed for at bruge Zinios digitale publiceringsløsninger til alle virksomhedens kunder i Danmark, Norge og Sverige.
– Vi har valgt Zinio, fordi de har den absolut bedste software. Zinio leverer allerede i dag over to millioner magasiner og bøger til deres kunder om måneden. Deres kunder omfatter nogle af verdens førende forlag og magasinudgivere som The Economist, BusinessWeek, PCWorld, Elle og Cosmopolitan – for bare at nævne nogle få, siger administrerende direktør i Datagraf Svend Erik Baadsgaard og fortsætter
– Og Zinio har fokus på udvikling og integration med andre digitale platforme. Det betyder, at vi går ind markedet for digitale magasiner med det allerbedste tilbud til vores kunder. I Datagraf-sammenhæng kommer det nye digitale magasinunivers til at hedde youmag.dk.
Datagraf-koncernens forventninger til den nye aftale er store.
Koncernen er, med mere end 200 magasinkunder, i forvejen én af Skandinaviens største aktører, når det handler om finansiering, udvikling, design og produktion af magasiner på papir.
Den digitale løsning vil blive tilbudt på flere niveauer – fra den simple digitale gengivelse af det trykte magasin til den mest avancerede løsning, hvor alle digitale muligheder bringes i anvendelse.
– Youmag-løsningen giver mulighed for at gøre brug af alle de rich media-muligheder, der findes (video, lyd, streaming, podcast etc.), i et magasinformat. Samtidig er den software, vi får adgang til, ret veludviklet og let at bruge. Og det betyder, at vi kan tilbyde nogle meget attraktive priser til vores kunder, siger Svend Erik Baadsgaard.
Nye magasiner kan opstå
Ud over, at Datagraf regner med, at en lang række eksisterende magasinkunder vil udgive et digitalt søster-magasin, så forventer Sven Erik Baadsgaard også, at en række nye magasiner vil opstå – udelukkende som et digitalt magasin.
– De magasiner, som har et lille oplag og dårlige finansieringsmuligheder i papirudgaven, vil i den digitale udgave igen få et grundlag for at udgive magasiner, som dækker mange læseres behov. Udgifterne til at udgive det digitale magasin er simpelthen ikke ligeså store som ved et trykt. Derudover vil de digitale magasiner give nye muligheder for indtægter gennem salg af annoncer, bl.a. med interaktive muligheder for læseren, siger Svend Erik Baadsgaard.
Han forventer ikke at tiltaget vi kannibalisere på koncernens trykte magasinproduktion.
– Vi har en forventning om, at den del består. Det her handler om nye kommunikationsmuligheder for vores kunder. De skal have de bedste muligheder for at få deres magasiner publiceret på en unik måde på internettet, siger Svend Erik Baadsgaard.
Datagraf-koncernen omsatte det seneste regnskabsår 340 millioner kroner og havde 290 ansatte.
Zinio LLC har hovedkontorer i San Francisco og New York og partnere i London, Madrid, Taipei og Sydney. Virksomheden udbyder mere end 2.000 internationale magasiner samt undervisningsbøger til højere læreanstalter, har fem millioner kunder og leverer to millioner magasiner og bøger hver måned.