Ifølge Datagrafs direktør for salg og marketing, Martin Axel, vil magasinkunderne i stigende grad gerne have samlet deres kommunikationen på tværs af medier – så nu oprustes med to nye strategi og konceptstærke medarbejdere. Begge med baggrund i reklamebranchen.
Vivi Kjærgaard Schlägelberger er således ansat som Concept AD’er. Hun har arbejdet på flere store danske bureauer som Propaganda McCann og Par No 1 og kommer senest fra en stilling som kreativ chef på reklamebureauet Scanad i Århus.
Desuden er Michael Locht trådt om bord hos kommunikationsvirksomheden. Siden cand.merc.-uddannelsen i Århus har han haft flere ledende konsulent- og marketingposter på begge sider af bordet – i virksomhederne Vetterli & Hjortshøj (i dag Simpatico), Creuna og Purup Graphic.
Michael Locht har de senere år været indehaver af idé- og konceptbureau Ideators.
– Vi oplever i øjeblikket en markant stigende efterspørgsel hos vores mange store magasinkunder efter at få samlet deres kommunikation på tværs af medier. Alle aktiviteterne skal tænkes og eksekveres ud fra én fælles målsætning og ikke være fragmenterede i deres udtryk og medievalg, siger han.
De vil med andre ord have integration af effektive løsninger, der kan måles på bunden. Så derfor opruster vi nu for at imødekomme dette ønske hos kunderne, fortsætter Michael Locht.
Kommunikationsvirksomheden Datagraf beskæftiger i dag 243 medarbejdere. Virksomheden er grundlagt i 1986 med hoveddomicil i Auning ved Århus og har i dag afdelinger i København, Stockholm og Oslo.