Efter en rekonstruktion er konkursramte Datagraf genopstået i en selskabskonstruktion uden det tabsgivende trykkeri, der hev tæppet væk under det østjyske selskab.
I forbindelse med konkursen lød udmeldingen fra Datagraf, at alle aktiviteter ville køre videre på nær trykkeri og bogbinderi.
Virksomhedens hovedforretning er dog stadig produktion af medier og magasiner, men nu er forretningsområdet indsnævret til ”kreative kompetencer” i forbindelse med trykte og digitale udgivelser og som leverandør af redaktionelt indhold, design, konceptudvikling og rådgivning inden for medieområdet.
– Vi vil naturligvis videreføre vores kompetencer inden for redaktionel konceptudvikling og projektledelse. Der, hvor den store forandring kommer til at ske, bliver på online medier, hvor vi fremover ser et enormt forretningspotentiale i at levere indhold til, siger adm. direktør for Datagraf, Svend Erik Baadsgaard og henviser til, at virksomhederne står over for en kæmpe opgave at skulle levere indhold til alle kanaler, uanset om der er tale om print, web, mobil eller tablets.
Han sætter specielt sin lid til redaktionel kommunikation, som han forventer, der bliver et stort forretningsområde.
– Selvom der kommer flere og flere platforme, så stilles der fortsat store krav til relevant indhold, da de forskellige platforme skal kæmpe indbyrdes om at levere mest mulig relevans og være mest vedkommende for målgruppen, siger han.
Farvel til trykkeriet
De primære forretningsområder bliver videreført i selskaberne Datagraf Communications A/S, som står for kreative publiceringsløsninger, og DG Media A/S, som varetager annoncesalg for 110 fagblade og specialmagasiner. Begge virksomheder er etableret med selskaber i København, Stockholm og Oslo samt Aarhus fra 1. september.
– Vores erfaring inden for grafisk produktion er fortsat en væsentlig kompetence, men vi har ikke længere en tung klods om benet i form af et stort trykkeri. Vi kan agere frit og uafhængigt af platforme, og den kreative proces er præcis den samme. Ydermere bliver arbejdet udført af de samme mennesker, uanset om det er til den ene eller den anden platform, fortæller Svend Erik Baadsgaard.
Der åbner sig en helt ny pallette af forretningsområder, som alle komplementerer virksomhedens kernekompetencer. Det være sig print- og online magasiner, web- og mobilsites, apps, digitale nyhedsbreve, årsrapporter, visuel identitet og marketingkampagner.
Datagraf markerer ændringen ved at flytte virksomhedens domicil fra Auning på Djursland til ny lokaler i centrum af Aarhus.
Forventningerne til fremtiden er positive. Med en omsætning i omegnen af 300 mio. kroner, forventer Svend Erik Baadsgaard at levere et overskud på fem mio. før skat og øge egenkapitalen fra 8,3 til 11 mio. kroner i år.