I løbet af de kommende tre år skal design-, produktions- og kommunikationsvirksomheden Datagraf udvikle og varetage profileringen af det Grønlandske Sundhedsvæsen samt iværksætte en strategi og plan for rekruttering af sundhedspersonale til Grønland – blandt andet læger, sygeplejersker og tandlæger.
En stor del af de ansatte i sundhedsvæsenet bliver rekrutteret i Danmark, og for fremadrettet at sikre medarbejdere til Det Grønlandske Sundhedsvæsen er der behov for at synliggøre muligheden for job i Grønland.
Tre Datagraf-medarbejdere var i Grønland i slutningen af oktober for at samle indtryk og mødes med ledelsen af Det Grønlandske Sundhedsvæsen.
Sundhedsvæsnet i Grønland har omkring 1.400 ansatte og den største enkelte arbejdsplads er Grønlands svar på Rigshospitalet, Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.
Kommunikationskonsulent Marie Bysted-Sandberg fra Datagraf forklarer, at kommunikationsudfordringen bliver at få sundhedsmedarbejdere til Grønland, der er parat til at arbejde for sundhedsvæsenet i længere tid end blot et tre måneders vikariat.
– Det vil sige medarbejdere, som ikke kun tager til Grønland for at opleve den storslåede natur, men som også rejser mod nord for de faglige og personlige udfordringer, som et job i sundhedsvæsenet indebærer. Som læge på Grønland vil du blive stillet over for langt flere forskelligartede opgaver end i Danmark, uddyber Marie Bysted-Sandberg og fortsætter:
– Er man i en bygd langt væk fra et hospital, skal man være klar til for eksempel at gennemføre mindre operationsindgreb. Og det kan være en stor, men spændende mundfuld for en nyuddanet læge.
Datagraf var i konkurrence med omkring 10 andre bureauer og kommunikations-huse om opgaven og blev ifølge Marie Bysted-Sandberg blandt andet valgt på ikke at præsentere sundhedsvæsenet for en fiks og færdig løsning med det samme.
– Vi er i gang med opgaven, men før vi har et klart billede af hvad der præcist skal kommunikeres og hvilke målgrupper, vi skal have fat i, er det for tidligt endnu at sige noget om, hvilke midler – og hvilke kommunikative kanaler – der skal tages i brug, siger hun.