Det PBS-ejede lønsystem, Dataløn, igangsætter en større brand- og markedsføringskampagne i samarbejde med Enterprise Brandhouse, der vandt kunden i konkurrence med Kunde & Co.
Konkurrencen blandt udbydere af lønsystemer er blevet hårdere i de seneste år. Derfor ønsker PBS at markedsføre produktet Dataløn, der aldrig tidligere er blevet markedsført, men primært har solgt sig selv.
Til den opgave har PBS valgt at indgå et samarbejde med Enterprise Brandhouse efter en bureaukonkurrence med to andre bureauer, nemlig Kunde & Co og Dataløns tidligere bureau Lowe, der dog stadig bureau er for PBS, når det drejer sig Eurocard og Betalingsservice.
Lønsystemet Dataløn henvender sig primært til mindre virksomheder med op til 50 ansatte. Omkring 85.000 erhvervsvirksomheder benytter Dataløn som lønsystem. Samarbejdet er begyndt og vil bestå af både et større branding-projekt og generel markedsføring. Der er et samlet budget for projektet på 8-10 mio. kroner.
Dialog-delen af projektet vil blive varetaget af dialog-bureauet Sepia, der også samarbejder med Enterprise Brandhouse på andre kunder, bl.a. Københavns E. Sepia arbejder desuden i forvejen med PBS omkring et andet af virksomhedens løn-systemer, Multiløn.