Leo Burnetts tidligere adm. dir. David Adams er nu igen begyndt at husere i reklamebranchen efter han fratrådte sidste sommer. Han er bl.a. blevet set en del på gangene hos People Group.
Baggrunden er dog, at han er begyndt som selvstændig konsulent under firma-navnet New Solutions, og her har han bl.a. Hovedstadens Udviklingsråd som kunde. En organisation som har Wibroe, Duckert & Partners som bureau.
– Jeg er desuden blevet involveret i projekter for flere andre af deres kunder, så vi har haft en del med hinanden at gøre. Men jeg har også andre kunder uden for deres sfære, siger David Adams og nævner bl.a. Kellogg´s, hvor han er involveret i nogle europæiske projekter – arbejde som dog sker i sammenhæng med Leo Burnett, som tidligere har haft Kellogg´s på kundelisten.
Om der er et mere formelt samarbejde på vej mellem David Adams og People Group lyder det samstemmede fra både Jan Duckert og David Adams:
“Det ligger ikke i kortene. Men det kan heller ikke udelukkes. Og under alle omstændigheder vil det ikke blive diskuteret før efter d. 1. juli, hvor David Adams konkurrenceklausul udløber – hvis det altså overhovedet skal diskuteres”. fin