“Bestmover slog firstmover”. Sådan lyder det meget overraskende resultat af testen af tre kultursites. Det blev nemlig det nye site byenkalder.dk, som de fleste brugere bedst kan lide i “Sitesten”, der er Markedsføring og Zapera’s måling af tilfredshed, brugervenlighed, indhold og design. De tre sites som blev testet var aok.dk, kultunaut.dk og byenkalder.dk – tre sites, hvor man på nettet kan finde oplysninger om kultur-aktiviteter.
Byenkalder.dk blev den store vinder på brugervenlighed, indhold og design. Og det selvom den er helt ny og endnu ikke er blevet udbredt – hele 92 procent har aldrig hørt om den og kun 2 procent har besøgt den før.
– Byenkalder vinder, fordi den har et radikalt anderledes look end de to andre. Det er en ren kalender over begivenheder – oftest med mulighed for at købe billetter online – mens både AOK og Kultunaut har meget mere redaktionelt indhold i form af anmeldelser, siger analysechef Mads Stenbjerre fra Zapera.
Desværre for AOK og Kultunaut synes mange af brugerne, at det større fokus på redaktionelt stof medfører en ekstremt rodet fremtoning, mener Mads Stenbjerre.
Det er første gang, at et site, der er mindst kendt, har vundet testen. Normalt er det den der er mest brugt, der også er favoritten. Men selv i Københavns-området bliver AOK slået klart af Byenkalder og det skal ses i betragtning af, at AOK er den suverænt mest brugte af de tre sites i dag.
– Kultunaut’s tilslutning er større blandt de ældre brugere, mens Byenkalder har størst tilslutning blandt de yngste og noget mindre blandt de ældste. Det er dog stadig det foretrukne site selv hos de ældste, siger Mads Stenbjerre.
Det er Musikbranchens Reklamebureau, der står bag sitet Byenkalder. Her er man meget glad for, at sitet så hurtigt går så godt igennem blandt brugerne.
– Vi har gået efter et enkelt site, som alle skal kunne finde ud af. Det vigtige for os har nemlig været, at man som besøgende på sitet ikke skal gennem nogle skuffende valg. Samtidig skal folk selv kunne bestemme. Vi har derfor fjernet alt det som ikke er relevant. Man skal fx ikke blive fristet til at købe en liggestol, når man skal søge efter kulturarrangementer, siger Steffen Bruun, adm. direktør af Musikbranchens Reklamebureau.
Hvilken af de tre sites kunne du bedst lide?
De tre sites:
www.aok.dkð 21 procent
www.kultunaut.dk ð 24 procent
www.byenkalder.dkð 55 procent
AOK
www.aok.dk
Design 3,3
Brugervenlighed 3,2
Indhold 3,1
Kulturaut
www.kulturaut.dk
Design 3,5
Brugervenlighed 3,5
Indhold 3,3
Byen Kalder
www.byenkalder.dk
Design 3,9
Brugervenlighed 4,1
Indhold 3,5
Undersøgelsen
Sitesten produceres af Zapera.com og bygger på tilbagemeldinger fra ca. 500 internetbrugere, som er blevet bedt om at udføre tre opgaver på de tre sites. For at forhindre at opgaverne er påvirket af rækkefølge og opgavens type, har både opgaverne og respondenterne været tilfældigt tildelt. Efter at have løst opgaverne blev internetbrugerne bedt om at vurdere hvert site med hensyn til design, navigation og relevans og til sidst gav respondenterne en overordnet vurdering af hvilket af de tre sites de bedst kunne lide. Før respondenterne gik i gang med AOK fik de følgende tekst: “Du skal være opmærksom på, at Alt om København (www.aok.dk) kun dækker Københavnsområdet. Det bedes du tage hensyn til, når du vurderer siten.”