For omkring halvandet år siden søsatte den amerikanske fastfoodkæde Burger King en meget omtalt kampagne på nettet, Whopper Sacrifice, der lovede gratis burgere til personer, der valgte at droppe 10 venner på Facebook.
Og lige nu er Den Blå Avis’ online-del, dba.dk, så aktuel med en lignende kampagne. Her gælder det dog ikke om at rydde op i vennerne, men derimod i sine Facebook-grupper og ”synes om”-sider – og jo flere man dropper, jo større chance for at vinde præmier i dba.dk’s
konkurrence.
Burger King endte sidste år med at måtte droppe sin kampagne, men så galt kommer det næppe til at gå for Den Blå Avis, mener Michael Andreas Hansen, kommerciel direktør hos Komfo, der har specialiseret sig i kommunikation og markedsføring via Facebook.
– Det er ifølge Facebooks ”Terms and Conditions” ikke i orden at opfordre til den slags ”fyringer” mod belønninger, men da det er en rent dansk kampagne – og ikke nogen kæmpestor kampagne – så tror jeg ikke Facebook vil gøre noget ved dba.dk, siger Michael Andreas Hansen.
Men selv om Facebook næppe kommer farende med bål og brand, så er konceptet altså ikke efter bogen, og det er man blevet opmærksom på hos dba.dk.
– Vi har naturligvis ingen interesse i at overtræde Facebooks regler, så da vi blev opmærksomme på problemet tog vi kontakt til dem, siger kommunikationskonsulent Simon Karsø fra dba.dk.
Hele miseren skyldes forskellige fortolkninger af det sociale medies retningslinjer, men ifølge Simon Karsø er Den Blå Avis lige nu i positiv dialog med Facebook, og man forventer at få talt sig frem til en løsning.