DBA kunne i søndags glæde sig over, at handelspladsen rundede lidt af en milepæl med én million varer til salg via annoncer på nettet.
Hos Den Blå Avis kommer ”millionen” tidligere end forventet.
– Vi har fulgt aktiviteten på sitet tæt, og har set en kontinuerlig stigning i antallet af både købere og sælgere inden for samtlige kategorier. Ifølge statistikken skulle vi dog først passere en million aktive annoncer i starten af 2013. Så det er en glædelig overraskelse, at det allerede sker nu, lyder det fra Simon Karsø, som er kommunikationschef for eBay Danmark, der ejer DBA.
I gennemsnit har DBA det sidste år målt en stigning på 35 pct. i antallet af varer sat til salg på hele sitet. De største stigninger finder man i kategorierne ”børnetøj”, ”kvindetøj”, ” ting til boligen” og endelig ”iPhones”. Her er stigningerne på mellem 50 og 80 pct.
– Vi har kategorier, hvor interessen stiger på bestemte tidspunkter. Det er f.eks. cykler om foråret eller studiebøger ved studiestart. Men vi har også bemærket store stigninger i kategorier, der ikke nødvendigvis er bestemt af en sæson, fortæller Simon Karsø og fortsætter: ”Jeg tror først og fremmest, den store stigning i antallet af annoncer skal ses som en tilkendegivelse af, at det er blevet trendy at sælge brugte ting på internettet. Rigtig mange har fundet ud af, at det er nemt og gratis, når man f.eks. vil sælge den brugte mobil eller den designer-taske, tilføjer han.
DBA er Danmarks største handelsplads på nettet med 1.2 millioner brugere og en markedsandel på 50 pct, og selskabet er en del af eBay Classifieds Group.