Internettet giver helt nye dimensioner til salg af sportsrettigheder, og Dansk Boldspil Union (DBU) har nu draget konsekvensen.
Unionen besidder rettighederne til et indhold, der kan vise sig at være den rene guldmine og reelt gøre unionen til et medieselskab. Fodboldens portal er målsætningen, og DBU er nu gået på jagt efter sponsorer, partnere og andre alliance-muligheder som skal være med til at udvikle den.
Unionen har forberedt sig i flere år på at kunne tage skridtet, både teknisk og i forhold til at stramme op på beskyttelsen af rettighederne, så alle muligheder er åbne i fremtiden.
– Vi sørger for at have styr på indholdet i form af vores omfattende database og rettigheder. Men vi kan ikke fortælle virksomheder, hvad vi gerne vil have dem til. Det må være op til dem at finde deres mulige vinkel på et samarbejde, siger IT-chef Peter Hvid, der har ansvaret for projektet. Eller snart “har haft“, fordi han forlader DBU med udgangen af oktober for at blive selvstændig.
CONTENT IS KING
Konkret har DBU nu udsendt et prospekt, der beskriver mulighederne.
“Content is king“, lyder mantraet for den nye økonomis medieverden, og det er også grundlaget for Fodboldens portal. DBU besidder nogle rettigheder, som kan bruges i denne sammenhæng. Det gælder bl.a. hele resultat- og stillingsformidlingen på alt lige fra Superligaen til Lilleputterne. Senest en time efter kampene kan man se resultaterne.
– Vi har for nogle år siden i en undersøgelse dokumenteret, at formidlingen af resultaterne i bredde-turneringen samlet set trækker langt større interesse end toppen af turneringen. Selvfølgelig trækker Holstebros serie 6 hold ikke større interesse end Brøndby, men der er rigtig mange mennesker, som skal ind og se resultater på hold, de selv har med at gøre som enten aktive eller som venner/forældre, siger Peter Hvid.
Projektet med Fodboldens portal hviler på en bevilling på godt 4 mio. kr., som er vedtaget i DBU’s bestyrelse – og det endda på et grundlag, hvor der ikke er stillet nogen indtægter i udsigt i de kommende to år. Men forventningerne går dog klart på, at der på et tidspunkt vil være betydelige indtægter at hente. Selv det tidligere modsætningsforhold mellem DBU og Divisionsforeningen ser ud til at være overvundet her, idet Divisionsforeningen sandsynligvis går med i fællesskabet i stedet for at sælge sin del af rettighederne alene.
– Vi arbejder på at lave en strategisk samarbejdsaftale med DBU. Men når en central person som Peter Hvid holder op, så må vi lige synke spyttet og sige goddag til den nye, siger Divisionsforeningens direktør Claus Rode Jensen.
Projektet har desuden været under forberedelse igennem de sidste par år.
– I stedet for at skynde os, har vi koncentreret os om at få gjort tingene rigtigt. Vi foretrækker mantraet “First prover“ i stedet for “First mover“, siger Peter Hvid.
Det forholder sig da også på den måde, at DBU i øjeblikket reelt ikke har rådighed over en del af rettighederne, idet resultatformidlingen for nogle år siden blev overdraget til Dansk Idrætsforbund (DIF), som har solgt dem videre til Sportal. Men aftalen udløber i 2002, og det er allerede meddelt, at DBU til den tid trækker rettighederne tilbage til sig selv.
SAMLET DATABASE
Det store arbejde har handlet om at tilrettelægge behandlingen af den store mængde information, som DBU har rådighed over i forhold til turneringsafvikling for alle rækker og aldersgrupper. Men indholdet omfatter f.eks også rettighederne til de såkaldte Fantasy Leagues (aktiviteter som flere dagblade gennemfører, hvor man sætter sit eget hold) og DBU’s fodboldskole, som hvert år har kontakt til 25.000 unge. Netværket er således enormt i form af 1600 klubber, ca. 23.000 ledere plus 287.000 medlemmer.
Dette enorme indhold bliver nu bearbejdet på en sådan måde, at det udgør en samlet database, der kan danne grundlag for Fodboldens portal samt for anvendelse på mange niveauer i samarbejde med andre.
– Ved at tænke på en bestemt måde samt integrere og koordinere informationerne i de mange forskellige områder kan DBU for få midler positionere sig i forhold til medievirksomheder med fuldt konkurrencedygtige produkter – der hvor medievirksomhederne ellers indtil nu har haft frit spil, siger Peter Hvid. Han afviser dog ikke, at alliancer også kan være med medieselskaber, men han peger samtidig på, at internet-udviklingen også kan bringe DBU ind i de levende billeder.
– Vi agter at web-caste pressemøderne i forbindelse med udtagelsen af landsholdet. Det handler om at lære organisationen at arbejde med levende billeder. Hvis vi kigger nogle år frem, så bliver internettet jo højst sandsynligt mere og mere interessant i forhold til levende billeder, og vi har en afgørende joker i form af et indhold, der virkelig vil noget, siger Peter Hvid.