Nu rækker DBU ud til de fans, som landsholdet har haft svært ved at trække i helt stort tal til sine seneste hjemmekampe.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Sammen med en digital oprustning og en ny strategi med flere billige billetter er en tv-kampagne blandt de initiativer på medie- og markedsføringsfronten, der i den kommende tid skal bringe fansene tættere på DBU og landsholdet.

At der er muligheder i den retning fandt DBU bl.a. ud af, da man sidste år i forbindelse med EM i fodbold arrangerede Camp Denmark i Ukraine, en lejr for danske fodboldfans, der tiltrak 500 deltagere og fik en pris fra UEFA.

Men succes på området kræver, at man tager udgangspunkt i målgruppen, som i høj grad er dem, der i markedsføringssproget kaldes moderne, individorienterede mænd.

– Hvis man begynder at betragte en fodboldfan som en kunde, så tvinger man sig også til at kigge på, hvad man kan gøre for at tiltrække kunden, siger adm. direktør Katja Moesgaard fra DBU til Børsen.

I marts lancerer DBU desuden et fan-site, som med international inspiration fra bl.a. hollandsk og tysk fodbold, skal holde gryden i kog, også når der ikke er landskamp på programmet.

 

Børsen