Det danske herrelandshold i fodbold nåede desværre ikke finalen ved sommerens VM-slutrunde, men nu kan DBU glæde sig over, at en del af det danske fodboldforbunds kommunikation er i finalen ved et internationalt awardshow.
Det drejer sig om DBU’s video-hilsen til Peru, Querida Peru, og den efterfølgende #thefriendlygroup-kampagne, som er nomineret til det europæiske fodboldforbund UEFA’s Grow Awards i kategorien Engagement.
Kampagnen tog sin begyndelse, da det peruvianske fodboldforbund sendte en hilsen til hver af de tre øvrige nationer i VM-gruppen.
I kølvandet på den gik DBU sammen med det unge bureau Will&Agency i gang med et videosvar, der blev lagt på de sociale medier den 30. maj.
Filmen nåede verden rundt
Og så gik det stærkt, da videoen i løbet af en dags tid blev set af mellem 8-10 millioner mennesker på tværs af medier/kanaler.
Filmen blev bl.a. delt af Udenrigsministeriet og FIFA, ligesom den ryddede forsider fra Paris til Peru.
Videoen blev fulgt op med en kampagne, der gik under navnet #thefriendlygroup, som handlede om fællesskabet mellem landene i VM-gruppe C med Danmark, Peru, Australien og Frankrig.
– VM-deltagelsen gav en fantastisk opbakning og dialog, både med fans og med de andre fodboldforbund, siger Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU.
– Vi er stolte over, at vores video til Peru har skabt så meget opmærksomhed, både i Danmark og Peru og nu også i UEFA. Det viser styrken i en direkte dialog mellem spillere og fans på tværs af landegrænser, fortsætter han.
Den danske case blev udvalgt blandt 20 indstillinger sammen med projekter fra de franske og russiske fodboldforbund.
Om finalepladsen bliver vekslet til en sejr, afsløres den 31. oktober ved UEFA’s Grow-konference i Riga.
Se DBU-filmen herunder efterfulgt af den peruvianske video, der satte det hele i gang: