Den norske detailhandelsgigant Narvesen ASA overtager endnu en dansk virksomhed. For knap to måneder siden var det Small Shops Denmark, og nu er turen så kommet til Dansk Centralagentur DCA. De to brødre Per og Steen Olsen har valgt at sælge deres virksomhed, fordi det både styrker dem på et konkurrencepræget bladmarked og set i lyset af et kommende generationsskifte. Steen Olsen har i øvrigt helt valgt at forlade DCA til fordel for virksomheden House of Cards, som han skal lede. Per Olsen bliver derfor den nye administerende direktør. – Vi ser salget som en klar styrkelse af DCA, og desuden har vi ikke nogen til at overtage virksomheden, når vi engang skal på pension. Grunden til at vi netop har valgt Narvesen, er fordi vi tidligere har samarbejdet, og at jeg i det samarbejde har mærket nogle fælles holdepunkter. I en sådan sag er det nemlig vigtigt, at kemien passer, understreger DCAs direktør Per Olsen. Han fortæller også, at salget vil give en lang række fordele for udgiverne. Blandt andet vil man indenfor de næste par år få lavet en fælles database, så udgiverne kan gå ind og se returblade – og dermed prognosticere deres salg på et langt tidligere tidspunkt end i dag. I det hele taget vil det være muligt at udveksle informationer landene imellem og også at lave en fælles katalog-markedsføring på tværs af grænserne. Salget medfører en række organisationsændringer i DCA, der træder i kraft den 1. marts. Salgsafdelingen lægges sammen med importafdelingen og Erik Adler bliver den ny salgschef. Ole Schæbel overtager Martin Jacobsens stilling som Key Account Manager og Jani Nielsen vil være den daglige kontaktperson for de danske udgivere. Salgsstyrken kommer fortsat til at bestå af to konsulenter i vest og én i øst, desuden vil DCA snarest ansætte en markedsassistent til at bistå konsulenterne.