Det var med nogen tøven, Dansk Annoncørforening tog initiativet til Danish Digital Awards (DDA). Bekymringen lå naturligvis i, at Danish Internet Awards var for stærkt et brand.

DIAs etablerede position har imidlertid ikke afskrækket nogen, for annoncører og bureauer har sendt arbejder ind i en grad, der mere end godkender DAFs initiativ, mener juryformanden.

– Deadline er nu passeret for indsendelser til årets DDA, og vi kan konstatere, at opbakningen er overvældende stor fra både virksomheder og bureauer. Vi har modtaget næsten 300 indsendelser fordelt på de 16 kategorier, siger Kim Jong Andersen, direktør i McCann Copenhagen, der er DDA-sammenhæng står i spidsen for den 120 mand store jury.

Sidste år stod du i spidsen for DIA-juryen. Hvordan ser mængden af indsendelser ud, når du sammenligner de to Award-shows?

– Mængden ser meget fin ud. Danish Digital Awards ligger næsten 25 pct. over det antal indsendelser, som Danish Internet Award meldte ud sidste år. Det kan vi kun være tilfredse med, og nu glæder jeg mig til at dykke ned i materien.

Så du er en glad mand?

– Helt klart. Vi er selvsagt meget glade og taknemmelige for interessen, ikke mindst i lyset af, at Danish Digital Awards som bekendt er en helt nyetableret, digital pris, der ikke er arrangeret af hverken medier eller bureauer, men på kundernes vegne af Dansk Annoncørforening. Med et så skarpt felt af konkurrerende cases, bliver der nu ekstra god grund til at glæde sig til juryens votering.

Hvad sker nu i DDA-regi?

– Nomineringerne finder sted online fra torsdag eftermiddag i denne uge og juryen samles fysisk på KEA næste tirsdag fra kl. 13-17, hvor de endelige shortlister falder på plads og vinderne findes. Processen ser således ud, at de 120 jurymedlemmer fordelt på otte grupper bedømmer to kategorier hver.

– Det bliver utrolig spændende, og vi ser frem til et brag af et show den 25. marts i VEGA til premieren på Danmarks største, digitale prisuddeling, slutter Kim Jong Andersen.

Også i Dansk Annoncørforening er der glæde:

– Nu tør jeg godt indrømme, at jeg var spændt, da vi lancerede initiativet. Heldigvis har bureauer og annoncører kvitteret, og som noget helt særligt glæder det mig, at nogle annoncører har sendt arbejder direkte ind til os, siger Otto B. Christiansen, direktør i Dansk Annoncørforening.

– Det må ikke fortolkes som en kritik af eller underkendelse af bureauernes indsats. Det skal tværtimod ses positivt som den stolthed, annoncørerne har for deres egen kommercielle kommunikation, og det er da grund til at være ekstra stolt over, slutter han.