TDC-koncernen har indgået en ny kontrakt med DDB Gruppen, som indebærer, at bureauet ikke mere blot arbejder for telekoncernen i Danmark, men fungerer som nordisk ”lead-agency”.
– Koncern-marketing har nu kompetence på tværs af grænserne, og en af vores opgaver er at optimere support-funktionerne samt sikre kontinuitet. Derfor ønsker vi så få leverandører som muligt, fortæller Koncern Marketingdirektør Rikke Dalsgaard.
Den nye aftale går ikke som sådan ud over andre bureauer. Der har været nogle ad-hoc projekter, som nu bliver placeret ind i en fast ramme, men grundlæggende ligger der ikke her og nu mere arbejde for DDB. Men i det omfang TDC vil gå ud i nordiske projekter, bliver bureauet involveret.
Hvilke DDB-bureauer, der arbejder for hvilke TDC-selskaber, vil Rikke Dalsgaard ikke kommentere yderligere på.
– Vi har lavet en aftale med DDB bredt. Konkrete opgaver bliver placeret efter vurdering i de enkelte forretnings-enheder. Sådan har det været hidtil, og sådan er det også nu, siger Rikke Dalsgaard.
Den nye kontrakt med DDB har været længe undervejs, og har omfattet kontakt til andre bureauer, men Rikke Dalsgaard understreger, at valget ikke har været givet på forhånd.
– Vi har haft en kontrakt med DDB i 3 år og ønsket at få testet, om vi havde den rigtige aftale. Det har givet os en dybere indsigt i det danske reklamemarked, men konklusionen blev, at vi havde det rigtige bureau. Desuden har vi nu professionaliseret sourcingen og sikret, at vi køber ind på intelligent vis, siger Rikke Dalsgaard.
”At købe ind på intelligent vis, betyder det ikke blot, at prisen er blevet lavere?”
– Selvfølgelig er prisen en vigtig del af en kontrakt, men det er langt fra hele billedet. Vi har haft meget fokus på også kvalitative aspekter med henblik på at optimere processer og samarbejde, og bureauet har også haft mulighed for at komme med indspark til, hvordan samarbejdet har kunnet styrkes, siger Rikke Dalsgaard.
Hun forlader nu jobbet som Koncern Marketingdirektør for at tiltræde et nyt job i TDC Totalløsninger som direktør for en ny enhed under navnet ”Forretningsmæssig og Finansiel Forbedring”.
– Min opgave var at opbygge en koncern marketingfunktion med henblik på at optimere processer og skabe merværdi. Den opgave er nu løst, og jeg ser frem til at tage en ny udfordring op, der også handler om at optimere og skabe merværdi – nu blot i en større skala, siger Rikke Dalsgaard. fin