2001 ligner et “annus horribilis” for DDB Gruppen – for nu at bruge et udtryk fra den engelske Dronning Elizabeth. I 2000 opnåede Gruppen et overskud før skat på 24,3 mio. kr. I 2001 blev det til et underskud på 23,6 mio. kr.
Brutto-avancen faldt fra 183,7 mio. til 168,7 mio. kr., hvilket ikke nødvendigvis er usædvanligt i et år som 2001, der har budt på trængselstider for mange i bureau-branchen. Desværre for DDB er det ikke lykkedes at tilpasse omkostningerne løbende. Personale-omkostningerne steg i året fra 117 mio. til 140,4 mio. kr., mens andre eksterne omkostninger steg fra 41 til 46,2 mio. kr.
Konsekvenserne har da også været mærkbare i Gruppen i det seneste år. Blandt de umiddelbart kendte er lukningen af Agitator og Rapp Collins, afskedigelserne af en lang række mennesker samt en lønreduktion på Tribal DDB.
DDB Gruppen noterer desuden i beretningen, at man heller ikke i indeværende år forventer et positivt resultat. Bruttoavancen ventes at falde yderligere til 140 mio. kr. og først i 2003 ventes der positiv indtjening.
Moderselskabets (DDBs) bruttoavance faldt sidste år fra 57 mio. til 40 mio. Samtidig faldt omkostningerne kun fra 50 til 45 mio. kr. og derfor måtte bureauet notere “et væsentligt driftsmæssigt underskud”.
Det blev også resultatet hos Bernbach, hvor bruttoavancen steg med 10 pct. men omkostningerne med 50 pct. Profilen er nu ændret til at skulle servicere DDB Gruppen og personale-tallet er indskrænket til 8.
Også Tribal DDB måtte notere “et væsentligt driftsmæssigt underskud”, som det noteres i beretningen. Bruttoavancen steg med 12 pct., men omkostningerne med 44 pct.
&Co er det mest positive i regnskabet. Bureauet tabte godt nok en betydningsfuld kunde i slutningen af 2001, men har til gengæld vundet to andre, og forventningerne er således positive for 2002. fin