Årets Dagbladsannonce er uddelt for sidste gang. Danske Dagblades Forening, der står bag uddelingen af prisen, har valgt at droppe den kreative dagbladspris, fordi foreningen ikke længere føler, at der var tilstrækkelig interesse omkring prisen. Beslutningen om at stoppe prisen blev taget i forbindelse med evalueringen af de seneste års uddeling.
– Man skal passe på, at gøre tingene så det fremstår som en meget attraktiv aktivitet. Vores opfattelse er, at det ikke er Årets Dagbladsannonce, der styrer markedet, siger direktør i Danske Dagblades Forening Ebbe Dal, der kalder prisen en hæderkronet pris, der også er en træt tradition. Generelt har han en fornemmelse af, at der er en mind re optagethed af priser på markedet. I den forbindelse henviser han også til den verserede debat om den kreative pris Guldkornet, som fra flere sider har været fremhævet for ensidigt at fokusere på den nyskabende reklame.
– Hvis man arbejder med en kreativ pris må det være et spørgsmål at forbedre den kreative evne på bureauerne. Men det er ikke det som der behov for nu, siger Ebbe Dal, der mener behovet i branchen handler om at finde de nye veje i et forsigtigt stigende marked. I den forbindelse mener han, at det er vigtigt at se på mediernes forskellige egenskaber.
– Medievalget skal gøres nøgternt. Vi har derfor behov for at se hvad der er den rigtige aktion og ikke fortsætte med den gamle tradition, siger han.
Årets Dagbladsannonce har været uddelt af Danske Dagblades Forening, men uden deltagelse af Jyllands-Posten, der i alle årene har holdt sig uden for. Jyllands-Posten har deres egen pris Auroraprisen, som er Danmarks ældste reklamepris. Avisen har ingen planer om at droppe den. Derimod regner Jyll ands-Posten, ifølge marketingchef Finn Kræfting, med at revitalisere prisen.
– Vi vil arbejde hen mod en bredere og måske mere tidssvarende profil på prisen. Vi ser stadig et behov for en virkelig stærk printpris, hvis hovedformål er at fremme dagbladsannoncer på højt kreativt niveau, siger Finn Kræfting, der tror, at der stadig ligger et stort og til dels uudnyttet potentiale i Auroraprisen.
– Og den opgave vil vi gerne forsøge at løfte i de kommende år, siger Jyllands-Postens marketingchef, der er meget åben overfor en udvidelse af kredsen af andre dagblade til en form for fælles uddeling af priser.
– Men Auroraprisen forbliver Jyllands-Postens pris og vil ikke kunne tildeles af andre end os, siger han.