Bogen “Danske reklamekampagner – forførende underholdning?“, skulle i første omgang kun havde handlet om de kampagner, der ikke blev til noget – de perler, der ligger rundt omkring på bureauerne, godt gemt væk i skufferne.
– Men mange bureauer ønskede ikke at medvirke med deres “gemte guldkorn“, bl.a. på grund af hensynet til kunderne. Derfor indeholder det endelige resultat et mix af reklamekampagner vi kender, både de store brede, og de mere lokale, samt en tredjedel “gemte guldkorn“, siger Kirsten Poulsen, der udover at stå bag bogen, er ansat som strategisk direktør hos J. Walter Thompson. Hun er desuden uddannet cand.merc., og har, samtidig med færdiggørelsen af bogen, læst psykologi på universitetet.
Bogens anden forfatter er John Hird, der underviser i markedskommunikation på Ålborg Universitet, og har været forfatter til en række undervisningsbøger.
– Vi fik ideen til bogen, fordi vi syntes det kunne være sjovt at se, hvad der ligger af perler rundt omkring, samtidig med, at vi selvfølgelig var interesserede i at se, hvordan andre bureauer arbejder, sådan rent strategisk, siger Kirsten Poulsen.
Forfatterne til bogen har holdt en stil, hvor bogen fortæller historien uden at vurdere de enkelte kampagner.
– Bogen handler om strategien bag kampagnerne, og i den forbindelse er det ikke interessant at høre, hvad vi mener. Til undervisningsbrug er der knyttet 14 spørgsmål til hver kampagne, eller debatoplæg, der er placeret sidst i bogen, fortæller Kirsten Poulsen, der selv har været med på en fjerdedel af kampagnerne, fra sin tid som planner på Lintas (i dag Lowe, Lintas & Partners), og i sit nuværende job på J. Walter Thompson.

LYSTEN HAR DREVET VæRKET
Både Kirsten Poulsen og John Hird har skrevet bogen for deres egen skyld, af nysgerrighed, men også med troen på, at der er behov for netop sådan en bog, der er letlæselig og illustreret, fordi der er nok af de tunge branchebøger på markedet.
– Ja, man spinder jo ikke guld på at skrive bøger i Danmark, så det har helt klart været lysten der har drevet værket. Samtidig tror vi på, at bogen vil ramme en meget bred målgruppe, lige fra studerende til bureauer – og måske også fru Hansen, der jo også kan have en interesse i at se, hvilke tanker bureauerne gør sig før en kampagne, smiler Kirsten Poulsen.
– Kampagner er jo en del af alles hverdag, om man vil det eller ej, så mange kan jo godt have en bred interesse i at se, hvad der ligger bag den enkelte kampagne, uden i øvrigt at have noget med branchen at gøre, pointerer Kirsten Poulsen, og tilføjer, at selv om hun er træt ovenpå færdiggørelsen af bogen, så har hun ideer til flere bøger i fremtiden.
Bogen “Danske reklamekampagner – forførende underholdning?“, udkommer på Gyldendals Forlag den 29. september, og koster kr. 295,-.