De gamle fagforeninger har i runde tal mistet små 300.000 medlemmer de seneste 10 år.

De højtuddannede er undtagelsen. Jo højere uddannelse, desto større villighed til at sikre sig kollektivt.

En af de organisationer, der har grebet udfordringen, er Djøf, juristerne og økonomernes faglige organisation, og de er endnu engang i markedet med en kampagne rettet mod de nye studerende ved landets syv universiteter, herunder IT Universitetet og CBS.

Det er der i øvrigt ikke noget nyt i. Djøf har de seneste tre år gennemført hvervekampagner skåret over samme læst, nemlig ”Gør studielivet lettere” (2012), ”Gør dit studieliv lettere” (2013) og i år gentages det budskab med endnu mere fokus på de fordele, der er ved at være Djøf-medlem.

Men Djøf gør tingene anderledes end de traditionelle fagforeninger. Både LO-systemet og Krifa-klonerne kommunikerer ”medlemskab på tilbud”. Djøf fortæller til gengæld, hvad de studerende får ud af medlemskabet, fagligt og socialt. Udefra-og-ind, snarere end indefra-og-ud, kunne man skrive.

– Alle de fordele, som følger med et Djøf-medlemskab er i virkeligheden nogle genveje, som medlemmerne har, og som andre ikke har. Medlemmer kan på lovlig vis via deres medlemskab gøre deres studieliv lettere ved at benytte sig af fordelene – en stor håndfuld gode tricks, siger Stefan Rikard Briegel, marketing- og kommunikationschef i Djøf.

Tricks?

– Ja, vi tilbyder gode tricks til de studerende. Går du med drømme om et udenlandsophold, så har vi et godt trick. Har du endnu ikke forsikret din bolig, måske fordi det har været for dyrt, så har vi et godt trick.

– Trænger CV’et til en opstramning, så har vi et godt trick. Står du med et studiejobtilbud, jamen så har vi også et godt trick til, hvordan du får mest ud af det. Kort sagt: Er du studerende, bør du melde dig ind i Djøf – vi har alle de tricks, der skal til, at du får et lettere studieliv, slutter Stefan Rikard Briegel.

Kommunikationsbureauet København har udarbejdet kampagnen. Hvorfor vælge ordet trick?

– Ved at bruge ordet og begrebet tricks om fordelene får vi også foræret et visuelt greb til kampagnen, som er underholdende og involverende. På tryk kan vi bruge trick-foto, og på film kan vi lave filmtricks, der fortæller om alle fordelene, fortæller Sune Bang, direktør i København.

Kampagnen er forholdsvis omfattende. Ved hvert studiested uddeles en stofpose med info-materialer, vand, slik/chips, kuglepen mv. Og de interesserede præsenteres for Djøf via film og billeder.

I år lanceres yderligere en geo-bestemt app, som lokalt kan fortælle om datoer for arrangementer, fordele, kontaktoplysning på lokale studiekoordinatorer mv. Her behøver man ikke at være medlem. På app’en er også de 5 budskabsfilm.

Endelig afvikles en konkurrence på Instagram.

Se et af kampagne-indslagene i toppen artiklen og eksempler på printindsatsen (PDF) herunder.