Sporene ligger igen ret tydeligt i landskabet. Og dagbladene er tilbage på dem. De spor som indebærer en konstant nedtur.
De nye gratisaviser vil en del straks udbryde. Men så enkelt er svaret ikke, hvis man spørger adm. dir. Peter Ottesen, Mediabroker, som for Markedsføring i flere år har fulgt oplagsudviklingen i et oplagsbarometer.
Men først fakta.
Læsertal påkaldte sig en del opmærksomhed i den sidste del af 2006. Specielt nogle aviser oplevede markante fald, men generelt skal man være påpasselig med at udlede for meget af enkelte måneder på de såkaldte aktualitetstal fra Gallup.
Men der er ingen tvivl om at trenden peger ned. Tager man et gennemsnit for sep./dec. i 2005 og 2006 ser man fald på op til 12 pct. – bortset fra nicheaviserne som a lle ligger over indeks 100. Hverdagslæsningen totalt ligger på indeks 92 i forhold til 2005, mens søndagslæsningen ligger på indeks 93.
Også oplagstallene peger ned.
– I slutningen af 2005 og den første del af 2006 så det ud til, at dagbladene var ved at stabilisere sig. Det er der ændret på i 2. halvår. Det gennemsnitlige frafald for hele året er på ca. 2 pct., men for 2. halvår er det på 3-4 pct. Der er ingen tvivl. Både på hverdage og søndage er dagbladene tilbage på sporene med sivende oplag, siger Peter Ottesen.
Men samtidig peger han på, at netop fordi det er en trend, man har oplevet tidligere, så skal man passe på med at tilskrive de nye gratisaviser skylden for udviklingen.
– Personligt tror jeg, at leveringsproblemer er langt alvorligere end de nye gratisaviser, men jeg tror ganske enkelt ikke, at effekten viser sig så hurtigt. Det samme gælder for de nye gratisaviser. Problemerne for de betalte aviser er strukturelt betingede, og de har eksisteret længe. Det er faktisk kun i første halvår, at det s å ud som om situationen var stabiliseret, men det var den så ikke alligevel. Den trykte abonnementsavis bliver som en stor traditionel mediegruppe ramt af en række nye konkurrenter på markedet – herunder ikke mindst internettet. De nye gratisaviser kan godt skubbe til denne udvikling. Men det vil være for vidtgående at gøre dem til årsagen, og tværtimod kan man sige, at de også er en del af løsningen for dagblads-gruppen som helhed, fordi de samler en del af den tabte læsning op, siger Peter Ottesen.
Nyheder