Tv-markedet ser ud til omsætningsvis at være stabilt i de første to måneder af i år. Men stabiliteten dækker over en dramatisk udvikling, hvor et stort antal annoncører har svigtet tv, viser Tv Markedets Nøgletal, som Carat producerer til Markedsføring.

Sammenlignet med de første to måneder af sidste år er antallet af tv-annoncører faldet med 13 pct. i år. I forhold til 2000 er der nu 18 pct. færre annoncører. Det er først og fremmest de små annoncører (under 150 TRP i perioden), der er faldet fra. Men også et antal dagligvare-annoncører har været uden aktivitet i den første del af året.

Samtidig viser indeks over antal realiserede TRP’er, at niveauet er relativt stabilt. Indekset for de første 2 måneder ligger på 97 i forhold til 2000. I 2001 var niveauet 99.

– Der er givet tale om en konjunkturmæssig udvikling, hvor usikkerheden i markedet har fået et stort antal små annoncører til at skære tv fra. Spørgsmålet er, om det er permanent, eller om de blot tager bestik af situationen. Til gengæld må man så konstatere, at de store annoncører har intensiveret brugen af tv, og at de altså hvad tv angår kører uafhængigt af konjunkturerne, siger Research Director Mogens Østergaard, Carat.

Blandt tv-stationerne har starten af året – og i særdeleshed februar – været katastrofalt dårligt for TvDanmark, som lige nu ligger på en share, der svarer til starten af 2000, hvor stationen var helt i bund som følge af den mislykkede lancering af 2-kanal strategien.

TV2 havde en rigtig god måned som følge af først og fremmest EM i håndbold, men også DR klarede sig godt. Til gengæld tabte TvDanmark i februar 6 procentpoint.

– EM har nok gjort tallene lidt dårligere. Men at de har problemer er uomtvisteligt. TvDanmark satsede meget på Big Brother sidste år, og hverken Temptation Island eller 71 grader Nord har givet noget. Snarere tværtimod, og så kommer det til at gøre rigtig ondt… Hvis man ser det langsigtet, så kan det virke som om, man pressede citronen for meget ved at bruge Big Brother både forår og efterår. Programmet havde været godt at have nu, siger Mogens Østergaard.

TV3 har også tabt, men har dog klaret sig bedre end TvDanmark.

– TV3 har forfulgt en strategi med at starte deres satsninger tidligere og tidligere på sæsonen, og den strategiske tanke ser umiddelbart fornuftig ud. Men Baren ser dog ikke ud til rigtig at kunne stå distancen. Seningen falder ret hurtigt igen, og så kommer håndboldherrernes EM succes oven i. Men det tilhører selvfølgelig de uforudsigelige faktorer, siger Mogens Østergaard.