At højne kvaliteten af dansk reklame gennem udvikling af elevernes kreative og strategiske evner. Sådan lyder Reklameskolens klare formål. I de sidste tre år er andelen af elever fra de store bureauer halveret. Dermed kunne man fristes til at konkludere, at branchens fyrtårne implicit ikke anerkender den som uddannelsesinstitution.
«Men for Reklameskolens rektor, Ole E Andersen, er udviklingen nu ganske naturlig. Han overtog posten som rektor i 1998 og valgte umiddelbart efter at satse målrettet på at få elever også fra andre steder end de store bureauer.
– Vi er stadigvæk afhængige af de store bureauer, som er medlem af brancheforeningen DRRB, men for tre år siden kunne jeg se, at vi for at overleve var nødt til at satse bredere på reklamekøbere og mellemstore og mindre bureauer både uden for og i DRRB. Nu udgør elever fra de store bureauer kun knap en fjerdedel af vores omsætning, siger Ole E. Andersen, der mener udviklingen blandt de store bureauer, som for tre år siden stod for næsten halvdelen af eleverne på skolen, er sket, fordi de store internationale bureauer har haft de største besparelser, specielt inden for det sidste 1 1/2 år. Samtidig har de ofte også egne uddannelsesprogrammer. Han ser ikke et problem i den udvikling, men synes, at det er synd for medarbejderne.
– Vi er fortsat med til at højne kvaliteten af dansk reklame. Ved Guldkorn er det stadigvæk to ud af tre af de som vinder en pris, der har været elever på Reklameskolen. Men det er er da ærgerligt, at de store bureauer ikke ofrer de ekstra ressourcer på at give deres elever det eksterne pift, siger Ole E. Andersen, der mener, at de store internationale bureauer bør passe på, at de ikke på sigt bliver løbet over ende af de mellemstore bureauer, som i de sidste år har satset målrettet på at efteruddanne deres medarbejdere.
DRRB’s formand, Hans-Ulrik Longhi fra Bates Gruppen er lidt ked af, at flere af de store bureauer ikke har brugt skolen mere. Men han mener, at de kommer igen.
– Skolen befinder sig i et vendepunkt. Men nogle af de bedste reklamefolk, vi har herhjemme, ved hvad skolen kan, for de har selv gået der. I gamle dage var det de store bureauer som lagde 90 procent af indtjeningen, men det var heller ikke rigtigt. Skolen er fulgt med tiden og er derfor begyndt at hverve elever fra andre bureauer, men man må håbe, at de store bureauer kommer igen. I de senere år har der været sparetider og det er i sær gået ud over uddannelserne, selvom man burde gøre det modsatte, siger Hans-Ulrik Longhi, der understreger, at DRRB’s bestyrelse er opmærksomme på problemet.