Både hjerte og hjerne blev udfordret, da 85 danskere sammen med 11.000 andre marketingfolk fra 55 lande midt i oktober netværkede og deltog i verdens største direct marketing-konference i den liberale by San Francisco ved den gyldne port, Golden Gate. Og visionen var klar, da John A. Greco, president for den amerikanske Direct Marketing Association (DMA), åbnede konferencen med at opfordre deltagerne til at blive ledere af den forandring, som nu sker i reklamebranchen:
– Vi løber sandsynligvis aldrig tom for steder at placere reklamer, men vi er tæt på at nå grænsen for den menneskelige evne til at absorbere dem. Noget må ændres, og vi har som direct marketing-folk evnen til at være ledere af den forandring, der er i gang, understregede Mr. Greco til deltagernes store begejstring.
DMA 06 var bedre end de seneste år. Især keynote-speakere og indlægsholdere, der fokuserede på brug af interaktive medier og integration af traditionel branding/massekommunikation og direct marketing havde succes med at inspirere forsamlingen.
– Business kender ikke grænsen mellem direct marketing og indirekte massekommunikation, mellem image og produkt, mellem branding og salg. Business handler om at servicere kunder og løse problemer – derfor udviskes de traditionelle grænser mellem brand management, direct marketing og salg. Tidligere adskilte discipliner fusioneres i informationssystemer til nye, kundefokuserede processer og handlinger, fortsatte John Greco.
Han opfordrede deltagerne til at påvirke de nye online communities MySpace, FaceBook og YouTube og understregede vigtigheden af søgeoptimering for, at direct marketing skal få effekt i fremtidens mediebillede. Han konkluderede i den forbindelse:
– Når flere og flere deltager i de nye online communities, vil mange nye nichemarkeder opstå – hver med deres specifikke behov og interesser. Kravet om relevant markedsføring vil øges, så verden bevæger sig i altså vores retning: Al markedsføring må til sidst blive direkte.