Finanskrise og eksplosiv stigning i ungdomsarbejdsløsheden skræmmer ikke generation Y.
Det viser en læserundersøgelse, som ungdomsmagasinet Chili har foretaget..
81,6 procent stiller for eksempel ikke færre krav til en kommende arbejdsplads nu, end før finanskrisen.
Heller ikke når det gælder valg af uddannelse ud fra kommende jobsikkerhed, ryster generation Y på hånden: 69,3 procent tænker ikke mere på jobsikkerhed nu, end de gjorde, før krisen satte ind.
De unge er, på trods af en hastigt voksende ungdomsarbejdsløshed, ikke synderligt bekymrede.
Og det er der ifølge chefredaktør på ungdomsmagasinet Chili, Karne Lykkebo, flere grunde til.
– Generation Y er ukuelige optimister. De har aldrig oplevet andet end medgang – og vores undersøgelser blandt målgruppen viser en tyrkertro på, at krisen for længst er ovre, når de skal have ”rigtige” jobs, siger Karne Lykkebo.
Hun mener ikke, at optimismen bare er udtryk for ungdommeligt overmod. De unge har langt hen af vejen fat i noget af det rigtige.
– Finanskrise eller ej. Generation Y er en af de mindste generationer nogensinde. De skal overtage arbejdsmarkedet, når efterkrigsgenerationen, der er en af de største generationer, går på pension. Den øvelse giver et underskud af hænder – og så er de unge igen i høj kurs, lyder det fra Karne Lykkebo.
Magasinet, der primært henvender sig til studerende, har dog mærket en øget interesse for historier om ”almindelige” studier og studerende, og ikke kun mediesmarte designstudier.
– De dage, hvor en hel gymnasieklasse kun ville være musikere og mediefolk, er forbi. Det vil vi også kunne se, når de nye hold på de videregående uddannelser begynder, mener chefredaktøren.
Chili udkommer gratis på 440 ungdoms- og videregående uddannelsessteder og har 210.000 læsere.
sit