Ny bestyrelse. Flere ejere. Ny ledelse. Nye mål og visioner.
Navnet og adressen er stadig det samme for det lille reklamebureau Halskov & Halskov i Aalborg – indtil videre, da, for processen er ikke slut endnu.
Sidste år vurderede ledelsen i bureauet – stiftet af brødrene Jakob og Lars Halskov – at der var brug for nye kræfter i og en anden slags bestyrelse. To erfarne markedsføringsfolk kom i efteråret ind i bestyrelsen og som medejere med mindre aktieposter, nemlig Torben Mærsk og Peter Rasmussen med erfaringer fra bl.a. Carli Gry, Bodum og Brabantia.

Startet på drive

Derfra gik det hurtigt videre til en intern forandringsproces i det lille bureau, som p.t. er nede på at have syv medarbejdere.
– Vi startede på iværksætteri og drive, siger direktør og hovedaktionær Lars Halskov.
– De første tre-fire år kørte det meget efter opgaver og kunder, tilfældigt. I løbet af 2000 blev vi kontaktet om fusioner, men blev ved at være os selv og fastlagde så mission og koncept, som vi har arbejdet på at implementere i årene siden.
Den proces med at “vende kajakken”, som de kalder det, blev sat i gang op til jul og havde som mål dels at definere “branchens bedste arbejdsplads”, dels at definere “fremtidens bureau”. Medarbejderne har arbejdet på det første; kunder og andre ledere fra erhvervslivet skal bidrage til det sidste.

Tur til Trysil

Helt konkret har det betydet, at et mål om at være “branchens bedste arbejdsplads” er ophævet til at være visionen for den lille virksomhed.
Det blev slået fast på en fælles arbejds- og skitur, der fungerede som både medarbejdermøde og teambuilding. Tre dage midt i marts hamrede medarbejderne ned ad pisterne i norske Trysil om dagen – og diskuterede i hytten efter skiløbet, hvad visionen skal betyde i praksis. Mere tilfredse me darbejdere skal skabe bedre resultater for kunderne og firmaet.

Ledere tegner skitse

Kunderne – og mulige kunder og andre erhvervsledere er også involveret.
– Vi vil vide mere om, hvad ledere og kunder forventer af os i fremtiden; have et skarpt billede af fremtidens bureau, siger Lars Halskov.
Billedet skal være skarpere end bredt. Billedet bliver bl.a. malet efter den skitse, som en gruppe af særligt inviterede ledere ridsede op på en rundbordsdiskussion den 1. april.
Et dusin ledere med forskellige profiler deltog, med en professionel ordstyrer for bordenden, som et af bidragene til den viden om, hvad de eksterne krav vil være til et mindre reklamebureau.
En af overskrifterne fra den seance var resultater og ansvar; også de små bureauer vil blive mødt med krav om målbare mål. Det er noget med præcisere krav, men det er også noget med outsourcing; reklamebureauerne må se sig selv som mere end blot leverandører, de skal også være partnere og overtage funktioner.

Vil gå efter nye kunder

I løbe t af den kommende måneds tid skal det hele resultere i en rapport til bureauet selv og til kunderne – om “det nye Halskov & Halskov”. Og flere beslutninger kan følge derefter.
– Vi laver ikke om på det hele fuldstændigt, siger direktør Lars Halskov.
– Men vi ved, at vi vil gå efter nye kunder, tænke mere nationalt. Vi har aldrig fokuseret på Nordjylland, men vil gå efter segmenter uanset geografi, bl.a. livsstil og forbrugsgoder. Men vi skal kunne dokumentere kompetencer.
Den erfarne reklamemand Søren Parup er hentet ind på fast konsulentbasis som kreativ chef. han skal indgyde mod og løfte bureauet “ud af andedammen”, for der er brug for nogle skarpe referencer til “pralemappen”.
En af forhindringerne er bopælen i Aalborg. Flere af de toneangivende Aalborg-bureauer – Grey Aalborg, Bjørnstrup & Abildgaard, Okkels & Fedder – er fusioneret bort, og det er svært at fastholde en kritisk masse af kreative folk, nævner Halskov og tilføjer, at “det er lige før, man skal til København for at blive respekteret i Jylla nd”. I praksis kan det blive nødvendigt at købe folk fra hovedstaden.

H & H – stadigvæk

Og det med navnet?
Processen i løbet af vinterhalvåret førte også til meget synlige ændringer i bureauet.
Den ene bror og medstifter – Jakob – forlod ejerkredsen og ledelsen fra april. Han er stadig tilknyttet, men fremover består ejerkredsen af de to nye bestyrelsesmedlemmer og medstifteren Lars med hustru, der også arbejder i firmaet.
Så derfor kan dobbeltnavnet godt bevares – med hold i virkeligheden.