Mange danske mediehuse er hoppet med på deals-bølgen, men kundeloyaliteten over for siderne er generelt lav, og der er et klart behov for specialisering på området, skiver dagbladet Børsen.

Diagnosen stilles i kølvandet på en undersøgelse af forbrugerens holdning til fænomenet.

– Langt de fleste sider ligger profil- og tilbudsmæssigt oven i hinanden med mad, helse og et weekendhold, siger Jesper Callesen, ansvarlig for forbrugeranalyser hos Interresearch, der står bag undersøgelsen, som også viser, at omkring hver anden dansk internetbruger modtager mails fra et eller flere sites.

Markedslederne er Downtown og Berlingske Medias Sweetdeal, men selvom der er en stor gruppe af flittige brugere af tjenesterne, så er kundeloyaliteten i forhold til produktkategorien ikke prangende.

– Der er stor risiko for, at de bare forbliver et produkt og ikke et brand. Lav loyalitet tyder på, at de i dag ikke for alvor har fået knyttet brugerne til siderne. Det kan godt være folk er tilfredse med tjenesterne, men de er ikke begejstrede, siger Jesper Callesen.

 

Børsen