Slik, sodavand, saftevand, pålægschokolade og morgenmadsprodukter med sukker markedsføres kraftigt til børn, men hvad ville der ske, hvis rugbrød, pasta, tomater, kartofler, kød osv. fik samme bevågenhed?
De fleste eksperter er enige om, at det vigtigste måltid er morgenmaden. Og det lader også til, at fødevareproducenterne er klar over det. Fantasien fejler i hvert fald ikke noget, når det handler om morgenmadsprodukter. Tigeren Tony, aben Coco, Kaptajn Crunch og mange andre brands huserer på morgenbordet og i reklameblokkene – og sætter sit præg på børnene, der plager om ting, de aldrig har smagt, og gladeligt spiser korn, gryn- og risprodukter med mælk på.
Det tankevækkende er dog, at fantasien og kreativiteten stort set stopper der. Naturligvis findes der både Bamseboller, børnesyltetøj og Lillebrorost, men tænk, hvis den samme indsats blev gjort inden for alle kategorier af fødevarer til børn.
Kunne man f.eks. forestille sig Tigeren Tony Kartofler? At tankegangen, der ligger til grund for Kellogg’s Frosties blev overført til andre produkter? Skulle mælken have en tilsvarende mascot og opbakning? Hvad ville det betyde for vores forhold til mælk, hvis fx mejerierne tænkte som cornflakes-producenterne? Eller hvem laver den første sunde færdigret med boller i karry, direkte til børnesegmentet, med et fedt navn, en supersej mascot, egen hjemmeside, tegneserie og meget mere?
Advance har gennemført egne undersøgelser med børn og deres forældre. Undersøgelserne viser, at produkter, der ser ’børneagtige’ ud – dvs. med ting, farver, motiver osv., som børnene kan genkende fra andre verdener (eksempelvis tegneserier) naturligvis har den umiddelbare appel. Men mere interessant er det at tale med børn om, hvad der er sundt og usundt. Det viser sig, at børnene sagtens kan kende forskel, og ved, hvad der er godt og skidt. Børn vil gerne spise sundt, hvis produkterne ellers opleves indbydende og som skabt ti l dem.
Hos nutidens mødre og fædre er der generelt en meget begrænset tillid til deciderede børne-fødevareprodukter. Forældrene bliver mistænksomme, når produkter meget tydeligt er målrettet deres børn. Derfor opleves mange af de børneprodukter, vi i dag ser på markedet, som meget usunde af forældrene. Hvilket ofte også er tilfældet. De fleste forældre ved godt, at Danone yoghurt er proppet med sukker, at Lillebror ost har højt fedtindhold og at en Kinder mælkesnitte ikke er det sundeste mellemmåltid. Men den gode nyhed er, at der er et markant ønske om børneprodukter af en højere sundhedsmæssig kvalitet.
Jeg er derfor overbevist om, at man kan komme langt ved at udvikle børneprodukter, som børnene stadig kan se, er lavet direkte til dem. Med andre ord, der skal udvikles børneprodukter, der i højere grad tilgodeser de meget modsatrettede præferencer, som børn og forældre har. Børneprodukter, der ikke nødvendigvis emmer af farvestoffer, e-numre, sukker og dårlig produktkvalitet, men tværtimod strutter af sund hed, naturligt sukkerindhold og gode råvarer. Men de skal være sjove, underholdende og overaske. Eller sagt kortere: Vi skal have nogle Anna og Lotte tomater.
CITAT
Der findes både Bamseboller, børnesyltetøj og Lillebrorost, men tænk, hvis den samme indsats blev gjort inden for alle kategorier af fødevarer til børn.