Man skal ikke kigge længe i ugens tv-programmer for at finde ud af, hvad tidens to altoverskyggende temaer er – grådighed og åndelighed.
På den ene side er der ”Hvad er det værd?”, der lokker med, at vi måske har en formue liggende i pulterkammeret. Og ”Hammerslag” og alle de andre boligprogrammer, hvor vi kan varme os ved tanken om al den dejlige friværdi, der er ophobet i vore mursten.
Og på den anden er der masser af tilbud fra det religiøse og pseudo-religiøse supermarked. De rækker fra gråmeleret folkekirkekristendom over eksotiske fremmede religioner (herunder islam, som det er blevet en hel profession at have meninger om) og ud til clairvoyance, spiritisme, healing, irisanalyse og pyramide-pendulering.
Godt hjulpet af den første finansminister i generationer, der trygler os om at spænde livremmen ud og opfylde vores nationale pligt til at shoppe står tegnebøgerne på vid gab. Og det er ikke noget med lidt tykkere pålægsskiver på brødet eller en ny sadel til cyklen.
Nej, det er luksus, vi kaster os over – fra Guccitasker og Prada-jakker over Ballysko og Rolexure til firehjulstrukne benzinslugere. Luksus er blevet folkeeje og folkekrav. Og det er vel i grunden ikke så sært – når middelklassen (og det er 80 pct. af os) allerede har alle de nødvendighedsgenstande, vi har brug for. I to eller flere eksemplarer.
Luksus hjælper os med at iscenesætte os som hver især det ganske enestående individ, vi mener at være. Og det er mere nødvendigt end nogensinde, nu hvor fællesskab, sammenhold og solidaritet er blevet klamme minusord, der lugter af fortid og betonsocialisme.
Og luksusforbruget holder hjulene i gang. En amerikansk sociolog har skrevet bogen ”The Death of Shopping”, hvis tese er, at vi er ’overkøbte’ og ikke kan finde fornøjelse i at købe mere. Og rent faktisk er væksten i etablering af ’shopping malls’ i USA da også gået i stå.
Tanken om markedets mætning har fået nogle økonomer til at frygte deflation og underefterspørgsel. Men bare rolig – når åbningsdagen i et nyt mega-marked på en mark på Amager kan tiltrække op mod 200.000 mennesker, går det nok ikke så galt.
Det kan synes paradoksalt, at forbrugsfesten går hånd i hånd med en bølge af religiøs søgen og med spådomme om, at ikke ting, men tid, nærvær og mijøværdier er den nye ’luksus.’
Men behøver der egentlig at være nogen modsætning i det? Måske er både den materielle grådighed og den åndelige søgen udtryk for en sult, en længsel efter både umiddelbart og mere permanent at få fyldt et hul inden i, som vi knap kan sætte navn på. Men som Margaret Thatcher ufrivilligt gav et fortolkningsbidrag til, da hun kom med den berømte udtalelse om, at der ikke (længere) findes noget, der hedder ’samfund.’