Alle kan være med til at debattere de emner, et udvalg om kunsten i netværkssamfundet med Lone Dybkjær i spidsen skal behandle. Emnerne er fem forskellige kunstområders vilkår i netværkssamfundet: musik, film, litteratur, billedkunst og “cross-over” (nye hybride kunstformer).
Hensigten med debatten er at give alle mulighed for at inspirere og påvirke udvalget, mens det arbejder. Kulturministeren nedsatte udvalget for at få et bud på, hvad IT-folk, kunstnere og politikere i fællesskab mener, der ligger af udfordringer og potentialer for kunsten i cyberspace, men det er en diskussion, der skal næres af indlæg udefra. For at fremme debatten offentliggør Kulturministeriet før udvalgets møder de debatoplæg, udvalgets diskussioner vil tage udgangspunkt i.
– Der findes ikke nogle lette svar, når det gælder kunstens nye vilkår i cyberspace. Men der findes mange svære og spændende spørgsmål: Hvilke muligheder har kunsten i de nye medier? Hvordan kan der blomstre nye kreative hybridformer frem i mødet mellem eksisterende kunstarter? Hvordan beskytter vi den individuelle ophavsret nu, hvor digital kopiering kan finde sted ved et klik på en mus? De bedste svar på spørgsmålene får vi, hvis vi skaber en bred debat om emnet, og det ønsker vi at gøre med debatforumet, siger kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen.
Fredag den 6. april mødes udvalget for at diskutere musikkens vilkår i netværkssamfundet. Debatoplægget til mødet er nu tilgængeligt på Kulturministeriets hjemmeside, www.kum.dk, sammen med forskelligt baggrundsmateriale om udvalgets arbejde.
Mens udvalget arbejder ind til juni vil debatforumet (med links til det øvrige materiale) være tilgængeligt fra forsiden af hjemmesiden.
pr