Det er en drøm, der går i opfyldelse for de hidtidige ejere af Deducta, Steen Enegaard og Kim Alsbæk. Selskabet har siden 2001 skabt sig en position som et af de absolut førende bureauer inden for rådgivning, optimering og implementering af online-løsninger, men ambitionen om det store spring til udlandet viste sig at være for vanskeligt i England for år tilbage og siden i Sverige.
– Det er for at få en professionel bestyrelse, der styrker både kapitalgrundlaget og muligheden for, at vi ekspanderer i udlandet, at vi indgik aftalen med Trifina, siger Steen Enegaard, der glæder sig meget til at sparre med den tidligere SAS og ISS-chef Jørgen Lindegaard.
Men hvorfor har Trifina Holding købt aktiemajoriteten Deducta, der især er stærke på web-rådgivning, search og optimering af marketing-budgetter online?
– Trifina Holding besluttede tidligere på året at gå ind i mediebranchen med købet af online mediebureauet Aduco Agency. Da nu muligheden for at købe en majoritet af aktierne i Deducta opstod, var vi hurtigt klar over, at dette var en helt unik situation. Deducta har en imponerende række af branche-ledende store virksomheder som kunder, og kompetencerne på online marketing området er efter vores mening blandt de absolut bedste i landet, siger Jørgen Lindegaard.
Hvor Deducta er kendt og velanskrevet, er det lykkedes for Trifina at holde sig under den offentlige radar. Ejerkredsen er stort set ukendt, men Jørgen Lindegaard er hovedaktionær i virksomheden, der indtil videre er mest kendt for ejendomsinvesteringer.
Deducta’s to hidtidige ejere Steen Enegaard og Kim Alsbæk fortsætter som partnere og direktører i den nye virksomhed, og de vil sammen med den nyansatte Henrik Astrup Sørensen udgøre den fremtidige ledelse i det nye selskab, der altså nu består af Deducta og Aduco. Ifølge Steen Enegaard er der ingen planer om mandskabsreduktioner efter sammenlægningen.
– Nu skal de næste måneder bruges på en strategiplan, som kan sikre yderligere vækst og fremdrift, slutter Steen Enegaard.
Der vil heller ikke ske ændringer i forhold til kunder og samarbejdspartnere, og den nye virksomhed vil have adresse på Gammel Vartov Vej i Hellerup, hvor Deducta i dag har til huse.
Ingen af parterne ønsker at udtale sig om salgssummen.