Arkitektens Forlag udsendte for nylig bogen Claus Achton Friis, Skrift & Brugsgrafik, der er skrevet af grafikeren Steen Ejlers.
Steen Ejlers er uddannet grafiker ved designinstituttet på Kunstakademiets Artkitekstskole, hvor Claus Achton Friis har været professor. Nu underviser Steen Ejlers selv på instituttet, hvor der uddannes møbelarkitekter, skriftgrafikere og industrielle designere.
For år tilbage skrev Steen Ejlers en bog om en anden kendt, dansk grafiker, Ib Andersen (Ib Andersens Brugsgrafik) og han har været redaktør af Forening for Boghaandværks tidsskrift “Bogvennen“ fra 1983 til 1987.
Hvorfor skriver man nu en bog om sin gamle lærer?
– Det var vigtigt for mig at samle historien op, siger Steen Ejlers til Markedsføring, – ikke mindst er det vigtigt at holde fast i det historiske, når man står over for en gruppe studerende, der står i en hel anden tid, en turbulent tid, hvor der er andre strømninger på dagsordenen, og hvor brugsgrafik måske ikke har så lang levetid. Jeg blev selv undervist på akademiet af professor Naur Klint, og Friis har stået for nogle af de samme holdninger og discipliner, som han gjorde.
DU KENDER HANS ARBEJDER
Claus Achton Friis har i sit lange liv skabt mange ting, som i dag er hvermands eje. Og det er ingen kliché, for alle (over 35) kender de oprindelige cigaretpakninger til King’s, Queen’s, Cecil og Prince.
Alle kender også Dronning Margrethes monogram og dertil kommer en række andre tobaksemballager til f.eks. cigaren Tributo (som min afdøde onkel altid røg) og Bali Shag – og hvis vi bevæger os over i det mere spirituøse, kender alle vel også etiketterne til Cherry Heering og Cherry Brandy. Det danske kongevåben og Prins Henriks våben har Friis tegnet, og det samme gælder City 2’s 78 meter lange lysskilt i Taastrup.
Det er også blevet til en del skrifter og bogomslag samt brevpapir og kuverter til virksomheder som Birger Christensen, Georg Jensen og Tuborgs Bryggerier for nu at nævne nogle få.
DANSKE BRUGSGRAFIKERE
Friis var selv elev af skriftformgiveren, arkitekten og bogtilrettelæggeren Gunnar Biilmann Petersen og indgår derved i dansk brugsgrafiks arkitektgalleri. De stolte traditioner har rødder i Thorvald Bindesbølls arbejde, det fortsatte med Knud V. Engelhardt og blev videreført af Gunnar Biilmann Petersen, Ib Andersen og i næste generation (ud over Claus Achton Friis) Margit Besiakow og Naur Klint.
Fællesnævneren er mere holdningsfællesskab end egentlig stilmæssig lighed, men der kan dog spores en videre udvikling af Engelhardts blokskrifter hos Biilmann, Andersen og Klint.
FORTSæT BARE
Reproen til den gode bog er udført hos F. Hendriksens Eftf. og den er pænt trykt hos P.J. Schmidt i Vojens. For resten på et vældig godt stykke papir, Arctic Volume, der med sin hvidhed og struktur giver en god kontrast mellem de halvblanke billeder og de matte omgivelser.
Friis har med denne bog fået en velfortjent plads i rækken af ligesindede, og forfatteren, der også har stået for valget af illustrationer til bogen, kan roligt gå i gang med den næste bog, hvis han har flere ideer på lager.
Illustreres med billeder fra bogen,
eventuelt side 12, (King’s),
side 21 (bomærker)
side 42 (skilt fra Den Gyldne Fortun)
side 51 (rigsvåben)